CO2-reducerede byggeløsninger

Realdania Byg har i perioden 2013-2014 opført seks nye parcelhuse i Nyborg, som hver på sin måde har fundet metoder til, hvordan man kan reducere ressourceforbruget og dermed begrænse CO2-udledningen i forskellige faser af en ejendoms levetid.
Stemningsbillede fra Mini-CO2 Typehuset i Nyborg. Foto: Jesper Ray.
Stemningsbillede fra Mini-CO2 Typehuset i Nyborg. Foto: Jesper Ray.

Den 21. juni slog Realdania Byg dørene op til Mini-CO2 Typehuset i Nyborg, der er tegnet af Luplau Poulsen og opført af totalentreprenøren Benée Huse. Som det sidste byggeri i projektet Mini-CO2 Husene, der via seks forskellige parcelhuse eksperimentelt undersøger diverse veje til reduktion af CO2-udledning, samler og balancerer Mini-CO2 Typehuset de øvrige huses erfaringer, hvad angår CO2-reduceret opførelse, drift og vedligehold.

CO2-reducerede byggematerialer

– Hvor byggeriets fokus på nedbringelse af CO2-udledning i mange år har været rettet mod energi til opvarmning, tæthed, isolering mv., stiger relevansen for at få afdækket nye muligheder for CO2-reduktion i relation til bl.a. byggematerialer, forklarer Jørgen Søndermark, der er arkitekt og projektleder hos Realdania Byg.

– Mini-CO2 Typehuset har samlet erfaringerne, resultaterne og ikke mindst løsningerne fra de foregående huse og udviklet et typehus med mindst muligt CO2-fodaftryk. Derfor er samtlige byggematerialer, lige fra terrændækket til tagmembranen, nøje udvalgt, så de opfylder byggeriets unikt høje kriterier for CO2-reduktion, fortsætter han.

Tagmembran omdanner CO2 til sand

Da Realdania Bygs hensigt har været at opføre et typehus, som vil kunne bygges hvor som helst i Danmark til en almindelig typehus-økonomi, er det opført af standard-byggematerialer, der kan anskaffes som hyldevarer.

Blandt de CO2-reducerede tiltag, som Mini-CO2 Typehuset har implementeret med udgangspunkt i de fem første Mini-CO2 Huse, er eksempelvist papiruldsisolering, OSB-plader af affaldstræ i gulvopbygningen og ikke mindst den genanvendelige tagmembran, der omdanner atmosfærens CO2 til sand, når det regner.

Jan Kristiansen er tagpapentreprenør og ejer af Bakkekildegård Byens Tag, der har haft ansvaret for monteringen af tagmembranen. Han forklarer:

– I stedet for mineralsk isolering er der brugt papiruldsisolering, der sammen med selve tagkonstruktionen, som er træ-baseret, bidrager positivt til CO2-regnskabet. Den vandtætte Derbicolor Olivine-membran, som beklæder taget, består af mineralet Olivin, der er et af de mest almindelige mineraler på jorden, siger han og fortsætter:

– Olivin, som er et magnesium jernsilikat, binder den CO2, der kommer fra atmosfæren i forbindelse med regnvejr, og omdanner den til silikat og sand. Membranen producerer med andre ord et nyt miljøvenligt materiale, samtidig med at den renser luften for kuldioxid. Derved bidrager tagmembranen – i symbiose med resten af byggematerialerne – positivt til husets samlede CO2-regnskab, konkluderer Jan Kristiansen.

Oplev Mini-CO2 Husene:

– Tid: Alle søndage fra d. 29. juni til og med d. 31. august, fra kl. 13-15.

– Sted: Steensager 2-12, 5800 Nyborg

Realdania Byg afholder også guidede rundvisninger:

Hhv. d. 3. juli, 7. august, 14. august, 21. august og 26. august – alle dage kl. 14-15.

Info og tilmelding sker via www.realdaniabyg.dk/arrangementer

Alle arrangementerne er gratis.

Relateret indhold