Fra regnskabet
- Omsætning: 1.011 mio. kr. (923 mio. i 2014)
- Resultat før skat: 78,4 mio. kr. (11,4 mio. i 2014)
- Årets resultat: 60,3 mio. kr. (9,3 mio. i 2014)
- Overskudsgrad: 7,7 pct. (1,2 pct. i 2014)
- Antal ansatte: 430 (337 i 2014)
Det har været et særdeles godt år for CG Jensen A/S, der netop har afleveret årsregnskab.
Efter nogle stabile år har virksomheden præsteret et driftsoverskud på 78,4 mio. kroner. Baseret på en omsætning på 1,012 mia. kroner svarer det til en overskudsgrad på imponerende 7,7 procent.
For os er det vigtigt at fastholde en sund og rentabel forretning – dvs. en kontrolleret vækst …
Adm. direktør Michael S. Larsen CG Jensen A/S
CG Jensen har siden selvstændigheden i 2008, hvor en gruppe medarbejdere købte aktiviteterne ud af Skanska koncernen, formået at levere stigende omsætning og flotte resultater. Alligevel satser man ikke ubetinget på vækst.
– For os er det vigtigt at fastholde en sund og rentabel forretning – dvs. en kontrolleret vækst, hvor der hele tiden er styr på kvalitet og risiko, siger Michael S. Larsen, administrerende direktør i CG Jensen A/S.
Faktisk har det stærke fokus på høj kvalitet og lav risiko betydet, at CG Jensen gennem 2015 ikke har haft underskudsgivende projekter i nogen af sine omtrent 100 byggesager. Ifølge ledelsen hænger det dog ikke alene sammen med en øget risikostyring, men er tillige frugterne af det interne samarbejde i selskabet. I CG Jensen udføres flere af entrepriserne på tværs af virksomhedens mange fag-divisioner.
– Det er i høj grad vores store tværfaglighed, der sikrer at vi altid kan tilbyde bygherrer og kunder en skarp pris på en given opgave, forklarer Michael S. Larsen.
Stærk samarbejdspartner
CG Jensen har været involveret i flere højt profilerede entrepriser i 2015. Blandt andet byggemodning på Teglholmen og Enghave Brygge, udvidelse af Holstebromotorvejen, opførelsen af boliger i Ørestaden, diverse havnebyggerier, vedligeholdelses- og renoveringsopdrag for Vejdirektoratet samt flere store bro- og anlægsopgaver for Banedanmark, inklusiv den nye Ringsted-togforbindelse.
Derudover integrerede CG Jensen i 2015 Arcon Enterprise A/S i organisationen, hvilket har tilført yderligere kompetencer inden for både beton og gartner-/belægningssegmentet.
