Byggevaregigant jubler – løfter omsætningen til 4,7 mia kroner i Danmark

Saint-Gobain har aflagt regnskab, og det er med armene oppe - omsætningen stiger med 400 mio. kroner og overskuddet lander på 200 mio.

Det friske årsregnskab fra Saint-Gobain Distribution Denmark er stærkt. Selskabet opnåede i 2021 en omsætning på 4,74 milliarder kroner svarende til en vækst på 10 pct. i forhold til 2020, hvor omsætningen var 4,3 milliarder kroner.

På bundlinjen blev resultatet 202 millioner kroner før skat.

– Vi er meget tilfredse med årets resultat, der vidner om endnu et hæsblæsende år, som kan mærkes i stort set alle brancher, siger Charlotte Skjold Pedersen, CFO i Saint-Gobain Distribution Denmark.

– Selvom året har budt på udfordringer med Corona og forsyningskrise, er det lykkes os at holde gang i forretningen. Det skyldes ikke mindst en stor lokal indsats for at imødekomme den øgede aktivitet i byggeriet, forklarer hun.

Saint-Gobain Distribution Denmark omfatter bl.a. Brødrene Dahl, landets største grossist på VVS og vand og kloak. Med 53 butikker i hele landet står for kæden for størstedelen af omsætningen i regnskabet.

Vi har været fleksible og agile

Fleksibilitet og agilitet i virksomheden har været udslagsgivende for årets resultater, forklarer Saint-Gobain Distribution Denmark. Ifølge Charlotte Skjold Pedersen er det også afgørende i fremtiden.

Den afhænger i høj grad af den geopolitiske situation og ændrede forbrugerforhold.

– Hvordan fremtiden ser ud afhænger af udviklingen af de nuværende geopolitiske forhold og generelt stigende priser på materialer og energi. Samtidig har folk i høj grad fået udført de byggeprojekter, der er i og omkring hjemmet under Corona, og det kan vise sig at påvirke mængden af gør-det-selv-projekter fremadrettet, siger Charlotte Skjold Pedersen og fortsætter:

– Uvisheden kræver, at vi forbliver agile og omstillingsparate, så vi hele tiden kan supportere håndværkerne bedst muligt. Det er vi lykkes med i 2021, og jeg har stor tiltro til både medarbejdere og ledere i hele koncernen, at vi kan overkomme de udfordringer, den næste tid må bringe.

Relateret indhold