Allerede til foråret går de første gravemaskiner i gang med det forberedende arbejde til nyt OUH. Det skriver fyens.dk.
Det skyldes, at Nyt OUH bliver ‘delt i to’ af Odenses kommende letbane, og for at projekterne ikke skal komme i vejen for hinanden, har man valgt at fremskynde byggestarten af sygehuset med et halvt år.
De indledende arbejder indebærer blandt andet terrænregulering og tre tunneler, der med tiden skal forbinde kældrene under Nyt OUH. Tunnelerne skal dog i første omgang bruges til at sikre passage for arbejdskøretøjer mellem to de byggepladser, der bliver afskåret fra hinanden på grund af byggeriet af letbanen.
Forberedelsen til letbanen og den øvrige byggemodning koster ifølge fyens.dk cirka 324 millioner kroner, hvoraf 18 millioner kroner går til projektkontor og besøgscenter.