EL:CONs nye byggeri bliver hovedsæde for virksomheden med mere end 1100 medarbejdere og flere lokalafdelinger.
I mandags tog totalentreprenøren KT Erhvervsbyg første spadestik til byggeriet, som entreprenøren skal opføre i tæt samarbejde med indretningsspecialisten Ambiente.
Samarbejdet med Ambiente har allerede vist sig succesfuldt, da domicilet som KT Erhvervsbyg byggede til Ambiente tidligere på året, vandt prisen “Årets kontorbyggeri 2020”.
– Vi viste med Ambientes hovedsæde, at flot arkitektur ikke er et spørgsmål om høj kvadratmeterpris – men om samarbejde. Derfor har vi fortsat vores dialog med Ambiente til gavn for EL:CON, der også ønsker at deres nye domicil skal udtrykke virksomhedens DNA og kompetencer, siger Per Henriksen, CEO i KT Erhvervsbyg A/S.
Nyt Videns-teknik Hus
Hos EL:CON glæder adm. direktør Jesper Knudsen sig til at etablere et helt nyt videns-teknik hus, der både viser og samler virksomhedens kompetencer under samme tag.
– Det er vigtigt, at byggeriet ses i den rette sammenhæng. Som en del af en større strategisk plan – et spin off af vores øvrige aktiviteter. Vi faldt for byggegrunden på grund af dens meget centrale placering. Jeg glæder mig mest til at tilbyde vores medarbejdere nogle gode omgivelser, samle flere af vores vigtige kompetencer under samme tag, og lade huset vise, hvad vi kan, siger han.
Huset bliver bygget i et råt og enkelt udtryk med rå betonelementer og en høj grad af fleksibilitet, så f.eks. vægge kan flyttes efter behov.Godt halvdelen af de 6000 kvadratmeter bliver administration og resten deles mellem lager og produktion.
Bygningen bliver udstyret med intelligent bygningsstyring, videoovervågning, solceller, mulighed for genanvendelse af vand, fuldt fokus på akustik, adgangskontrol, lysstyring og meget mere.