Når det nye Børnehuset Egekrattet står færdigt i Varde i sommeren 2024, kan både børn, forældre, personale og klimaet glæde sig over, at der er tænkt brugte genbrugsmaterialer som mursten, genbrugstræ og limtræ ind i opbygningen af den integrerede institution.
Materialerne kommer fra nedrivningen af Brorsonskolen samt fra Børnehuset Lysningen, der bl.a. leverer legeredskaber.
Ud over de genbrugte materialer bliver den 920 kvm institution opført i materialer såsom komfortgulve, gode akustikløsninger og med materialer, der understøtter et godt miljø for de 110 børn og ca. 30 personale.
Da Egekrattet bygges til børn, har børnene fra Vuggestuen Isbjergparken og Børnehaven Lysningen – som skal flytte ind i Egekrattet i sommeren 2024 – været med på råd i udformningen af det nye dagtilbud.
Børnene har blandt andet ønsket sig store sandkasser til at grave løs i, en masse legehuse, trampoliner til at hoppe højt på og hængekøjer til at slappe af i. Alle ønsker, der nu kommer til at gå i opfyldelse. Børnene kan for eksempel se frem til at lege i to små landsbyer bestående af legehuse.
– Med Børnehuset Egekrattet får vi et dagtilbud med plads til mange børn, men hvor nærhed og tryghed fortsat forbliver i fokus. For vores dagtilbud skal fremfor alt give børn mulighed for at lære, lege og udvikle sig, siger Lars Teglgaard, midlertidig formand for Udvalget for Børn og Læring i Varde Kommune, der er bygherre på projektet.
Arkitektfirmaet Frost Larsen er totalrådgiver og har tegnet børnehuset sammen med Arkitektfirmaet Vest. Udeområdet står Wad Landskabsarkitekter for. Hovedentreprenør er Maskinsnedkeriet Phønix.
Børnehuset bygges ifølge Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark med bæredygtighedstiltag ud over bygningsreglementet.