LEGO Kornmarken- og Innovation Campus
- Kornmarken Campus:
- Bygherre: LEGO System/Kirkbi
- – Byggestart i 2023.
- – Vil efter planen stå færdigt i 2025
- – Den nye bygning på 46.000 m2 skal indeholde:
- Kontorer
- Mødelokaler
- Kantine
- Værksteder
- Støberi
- Laboratorier
- Testfaciliteter
- – Bliver arbejdsplads for ca. 1.900 medarbejdere
- Innovation Campus:
- – Udgøres af nuværende lokaler samt en ny bygning.
- – Kirkbi står for opførelse og finansiering af den nye bygning.
Investeringerne omfatter opførelsen af ‘Kornmarken Campus’, der kommer til at forbinde den eksisterende LEGO-fabrik med en ny bygning på 46.000 m2. Tilsammen vil det udgøre et Campus på mere end 100.000 m2 i udkanten af Billund.
Der bliver også investeret i opførelsen af en ny kontorbygning i centrum af Billund, der vil udgøre et nyt ‘Innovation Campus. Her bliver der skabt plads til produktudvikling og innovation inden for produktteknologier. De markante udvidelser af det danske hovedkvarter kommer oven i investeringen i det 54.000 m2 store LEGO Campus, som bliver indviet senere på året.
Niels B. Christiansen, administrerende direktør i LEGO Koncernen, siger:
– Vi har investeret betydeligt i vores hovedkvarter i Billund i de seneste år for at skabe et inspirerende og kreativt arbejdsmiljø, der afspejler vores brand og værdier. Med disse nye investeringer forbedrer vi arbejdspladsen for yderligere tusinder af LEGO-medarbejdere, der arbejder med produktinnovation og produktion i hovedkvarteret. Jeg er meget glad for at fortsætte vores ambition om at bidrage til udviklingen af Billund såvel som at skabe gode arbejdsforhold for alle LEGO-kolleger.
Fokus på bæredygtighed
Kornmarken Campus kommer til at rumme de 700 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder på fabrikken i Billund, og ca. 1.200 kolleger fra afdelingerne Engineering & Quality og Engineering & Workplace, som i øjeblikket arbejder på flere lokationer i Billund. Det vil også blive arbejdsplads for de kolleger, der arbejder på at finde og implementere nye, bæredygtige materialer.
Kornmarken Campus samler alle disse medarbejdere på ét sted og vil bl.a. omfatte kontorlokaler, laboratorier, testfaciliteter, værksteder og nye støbeområder.
Den nye bygning bliver designet og konstrueret med fokus på at reducere miljøpåvirkningen til et minimum, fortæller Carsten Rasmussen, Chief Operations Officer.
– Vi er dedikerede til at sikre, at vi efterlader en bedre verden til de kommende generationer, og ambitionen for Kornmarken Campus er at have en minimal indvirkning på miljøet. Vores mål er at få den nye bygning certificeret som LEED Platinum, den højest mulige miljøplacering inden for bæredygtigt byggeri, hvilket vil være en milepæl for innovativ drift med lavt CO2-aftryk.
Specielt stål og beton med lav CO2-belastning vil blive brugt til byggeriet, og i kontorarealer vil træ blive brugt som bærende byggemateriale. Designet af bygningen omfatter miljøvenlige løsninger som f.eks. regnvandsstyring, intelligent indvendig belysning og beskyttelse af biodiversitet i landskabet omkring bygningen.
– Det er endnu et vigtigt skridt i vores arbejde for at reducere vores CO2-udledning og opnå en CO2-neutral drift, siger Carsten Rasmussen.
Læs mere under billedet…
Bedre ramme for produktinnovation
Den nye kontorbygning i centrum af Billund skal skabe plads til flere kolleger inden for produktinnovation og produktteknologi i, hvad der vil blive kaldt Innovation Campus. Også dette byggeri ventes at begynde i 2023, og kolleger forventes at flytte ind i slutningen af 2025.
– Investeringen i et Innovation Campus betyder, at vi skaber inspirerende omgivelser for dem, der arbejder med at udvikle innovative produkter og teknologier, og det er en fantastisk mulighed for os som virksomhed og en investering i vores medarbejdere og i vores brand, fortæller Julia Goldin, Chief Product & Marketing Officer.
Den nye bygning vil skabe en forbindelse mellem LEGO Campus og andre LEGO-kontorer i centrum af Billund, som huser design- og marketingafdelingerne.