Om AB Gruppen
- AB Gruppen driver portalerne 3byggetilbud.dk, Energihjem.dk. Andelsportal.dk og Ejerportal.dk. Herigennem har AB Gruppen de sidste 15 år formidlet over 250.000 byggeopgaver til et landsdækkende netværk af håndværkere fra private, virksomheder og boligforeninger.
Portalen 3byggetilbud.dk, der formidler gratis byggetilbud til danskerne, har været udsat for hackerangreb. Det er foregået ved, at portalens mest besøgte sider bliver linket til fra hjemmesider, der også indeholder pornografisk indhold. Denne linkspam kan medføre, at Google nedprioriterer 3byggetilbud.dk i deres søgeresultater.
– Der er nogle, der ikke ønsker, at vi har en god ranking på Google, fortæller partner og CTO hos 3byggetilbud.dk, Johnny Krogsgård i en pressemeddelelse.
Det er de af 3byggetilbud.dks undersider, som har flest besøgende og generelt har en god placering i søgeresultaterne, der er hårdest ramt.
– Angrebet er meget målrettet på en håndfuld sider. Det drejer sig på nuværende tidspunkt kun om informationstunge sider med eksempelvis guides til badeværelseslovgivning eller infografiker om eksempelvis håndværkerfradraget, siger Johnny Krogsgård.
Tager angrebene alvorligt
3byggetibud.dk har mere end 60.000 besøgende om måneden, og cirka en tredjedel af de besøgende kommer forbi hjemmesiden efter en søgning på Google. Derfor rammer hackerangrebene portalen hårdt.
– Heldigvis har vi et rigtig stærkt site. Og vi har værktøjer, der hurtigt gør os opmærksomme på, når de uartige sider linker til 3byggetilbud.dk. Vi ranker heldigvis rigtig godt på Google, så af erfaring ved vi, at der skal meget til at ødelægge vores placeringer. Men vi tager det selvfølgelig alvorligt, når vi åbenlyst er udset som et mål, forklarer Johnny Krogsgård, der forsikrer de besøgende på 3byggetilbud.dk om, at de ikke vil blive påvirket hverken under et besøg på 3byggetilbud.dk eller efterfølgende.
3byggetilbud.dk håndterer oplevelsen ved at indberette hændelserne til Google. Samtidig råder portalen andre virksomheder til at holde øje og være opmærksomme på, om der er sider med pornografisk indhold, der er begyndt at linke til deres hjemmeside, så man kan undgå at blive svækket i søgeresultaterne på Google.
De uheldige links hører under betegnelsen ‘link-bombing’, der fungerer ved, at hjemmesider med ulødigt indhold linker til bestemte hjemmesider og derved sænker destinationssidernes rangering på Google. Siderne, som linker til 3byggetilbud.dk, har ifølge AB Gruppen, der står bag 3byggetilbud.dk, mange forskellige adresser og indeholder blandt andet henvisninger til forskellige former for pornografi og sexdating.