Vi skal klimatilpasse vores byer for milliarder. Det er en stor udgift for vores samfund, men gør vi det på den rigtige måde, kan vi ikke blot håndtere de stigende mængder regnvand, men også udvikle vores byer til at være mere rekreative, smukke og bæredygtige.
Mere end 100 borgmestre, kommunalpolitikere samt direktører og chefer fra kommuner og forsyningsselskaber mødes den 16. januar på Dansk Arkitektur Center. De har sat hinanden stævne for at diskutere, hvordan de kommende års massive investeringer i klimatilpasning kan tænkes sammen med udvikling af vores byer, natur og landskaber.
Fire projekter
Beslutningstagerne er inviteret af Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Naturstyrelsen, som sammen står bag kampagnen VANDPLUS. De skal bl.a. høre om fire projekter i Viborg, Solrød, Gladsaxe og Frederiksberg, som alle har modtaget støttet fra VANDPLUS.
– De fire VANDPLUS-projekter er et udtryk for, at man med kreativitet og god vilje kan gøre et klimaproblem til et aktiv. Projekterne viser, hvordan en innovativ tilgang kan føre til, at vi beholder vandet oven på jorden og får attraktive byrum ud af det ? i stedet for bare at smide det ud i kloakkerne. Det er til gavn for hele samfundet, siger direktør i Naturstyrelsen, Hanne Kristensen.
Fællesskab afgørende
De såkaldte overfladeløsninger giver mulighed for, at de store investeringer i klimatilpasning ikke kun betaler for at håndtere regnvand, men tillige finansierer nye attraktive byrum. Samtidig vil overfladeløsningerne som oftest være billigere end traditionelle underjordiske projekter.
Det store potentiale kan dog kun indfries, hvis kommuner og forsyningsselskaber formår at udvikle og finansiere projekterne i fællesskab. Det kræver et politisk og administrativt lederskab, som VANDPLUS vil sætte til debat på beslutningstagerkonferencen.
– Det er et imponerende felt af beslutningstagere, der har meldt sin ankomst til konferencen, hvilket viser noget om, hvor vigtig en dagsorden, klimatilpasning er rundt om i kommunerne og hos forsyningsselskaberne. Samarbejder på tværs er essentielle for at skabe vellykkede klimatilpasninger, og jeg ser frem til muligheden for at udveksle de erfaringer, vi allerede nu kan drage af de fire VANDPLUS-projekter, siger administrerende direktør Jesper Nygård, Realdania.