By & Havn melder om rekordregnskab

Salget af byggeretter samt resultatet af den primære drift endte på rekordniveau i By & Havns regnskab for 2014.
By & Havn har solgt godt med byggeretter i 2014. Foto: Ole Malling.
By & Havn har solgt godt med byggeretter i 2014. Foto: Ole Malling.

By & Havn melder om et flot regnskabsår for 2014, hvor årets resultat før markedsværdiregulering af gæld endte på 725 millioner kroner mod 332 millioner året før. Resultatfremgangen vedrører foruden en forbedring af den primære drift faldende finansielle nettoomkostninger. Inkl. markedsværdiregulering af gæld endte årets resultat med et underskud på 267 millioner kroner mod et overskud på knap 1,1 milliarder i 2013. Med til billedet hører dog, at By & Havns regnskab påvirkes i væsentlig grad af finansielle poster, som fra 2013 til 2014 ændrede sig med knap 1,7 milliarder kroner.

Nettoomsætningen i 2014 endte på 443 millioner kroner, hvilket er en stigning på 25 millioner kroner sammenlignet med 2013, og By & Havn anfører selv den primære drift og salget af byggeretter som udslagsgivende for denne udvikling. I 2014 steg salget af ejendomme markant, idet selskabet solgte byggeretter for 740 millioner kroner, og By & Havn forventer et lignende tal for 2015.

Vi tror på, at salget af byggeretter i 2015 bliver lige så succesfuldt, som det var i 2014.

Jens Kramer Mikkelsen Adm. direktør, By & Havn

Aftaler er i pipelinen

– Vi havde allerede i 2014 indgået aftaler for 2015, som blot ventede på den endelige effektuering, og vi har ligeledes nye aftaler i pipelinen for både dette og næste år. Derfor tror vi på, at salget af byggeretter i 2015 bliver lige så succesfuldt, som det var i 2014, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen, som slår fast, at der stadig skal være fokus på omkostningsniveauet.

Et stabilt omkostningsniveau, en øget omsætning og opskrivning af værdien af investeringsejendomme er ifølge By & Havn hovedårsagerne til, at resultatet af den primære drift i 2014 landede på rekordstore 903 millioner kroner mod 529 millioner året før.

Nye store investeringer blev besluttet i 2014, blandt andet med aftalen om den kommende Nordhavnstunnel, som skal anlægges fra Nordhavnsvej under Svanemøllebugten til Nordhavn og muliggøre yderligere byudvikling i Nordhavn. Det er igennem selskabets investeringer i infrastruktur, p-huse og Nordhavnsudvidelsen, at det store salg af byggeretter i 2014 blev muliggjort. Derfor vil der fortsat blive optaget lån.

Metro presser økonomien

– Vi har investeret meget og vil fortsat gøre det. Investeringerne bidrager på den korte bane selvfølgelig også til vores renteudgifter, men et vigtigt mål for os har været at opnå en løbende driftsindtjening, der kan dække de løbende renteudgifter. For første gang i selskabets historie opnåede vi også det i 2014, siger Jens Kramer Mikkelsen.

By & Havn blev stiftet i 2007 lige før finanskrisen med en beskeden egenkapital. Krisen gjorde sit indhug, men siden 2012 har selskabets økonomi været i fremgang. Det har ejerne, Københavns Kommune og staten, noteret sig, og i 2014 blev det besluttet, at By & havn skulle bidrage til Sydhavnsmetroen med 1,7 milliarder kroner.

– Der er ingen tvivl om, at bidraget til Sydhavnsmetroen presser vores gæld og egenkapital, og det vil tage mange år at hente hjem igen, men vi tror på at det lykkes, og det gør ejerne også. Det er en stor investering, men det er også en stor tillidserklæring fra vores ejere, slutter Jens Kramer Mikkelsen.

Relateret indhold