By & Havn åbner for p-hus-konkurrence ved Royal Arena

Ønsket er, at parkeringshuset i Ørestad Syd både forsyner området med p-pladser og samtidig bidrager positivt til de nære omgivelser i form af en udadvendt stueetage og muligheden for en rekreativ funktion på taget.
Parkeringshuset ved Else Alfelts Vej.
Parkeringshuset ved Else Alfelts Vej.

Syd for indkøbscenteret Field’s i Ørestad er området kendetegnet ved Kalvebod Fælleds store naturområde og de mange lejlighedsbyggerier, der i løbet af årene er opstartet og flere af dem afsluttet.

Byggeprojekterne i Ørestad Syd er nu så langt, at området om få år vil være færdigudviklet til et levende bykvarter med boliger og erhverv og et spirende lokalt liv langs Asger Jorns Allé.

Derfor er der behov for at opføre et sidste parkeringshus ved Else Alfelts Vej, og her ønsker By & Havn at udvikle et p-hus, der både forsyner området med parkeringspladser, og samtidig bidrager positivt til de nære omgivelser i form af en udadvendt stueetage og muligheden for en rekreativ funktion på parkeringshusets tag.

For at finde frem til det bedst mulige projekt gennemføres en åben projektkonkurrence, og her består konkurrenceopgaven i at give forslag til udformning af parkeringshusets konstruktion, facader, kantzone og disponering af tag.

Ønsker tag-bud og CO2-reduktion

Anvendelsesmuligheden af parkeringshusets tag er bevidst ikke fastlagt forud for konkurrencen, da man ønsker et bud på, hvordan taget bedst muligt bidrager med en eller flere funktioner, som ikke findes i Ørestad Syd i forvejen.

– For at videreudvikle By & Havns portefølje på parkeringsområdet i en mindre klimabelastende retning håber vi også på forslag til ‘best-practice’, der kan minimere CO2-aftrykket for det fremtidige byggeri, hvor det er muligt, bygbart og forsvarligt, lyder det fra By & Havn.

Konkurrencevinderen skal efterfølgende kvalificere og bearbejde vinderforslaget frem til minimum udbudsniveau og forventes at bistå By & Havn med tilsyn ved parkeringshusets realisering.

Konkurrencestart er i ultimo april, og i juni skal konkurrenceforslagene være indleveret til By & Havn. Vinderen forventes offentliggjort i september 2023.

Relateret indhold