Mary Elizabeths Hospital – Riget for børn, unge og gravide (tidligere kaldet Børneriget)
- – Første spadestik blev taget i april 2021. Ifølge den oprindelige tidsplan skulle hospitalet tages i brug i starten af 2025. Ifølge ny tidsplan er ibrugtagningen nu rykket til sommeren 2026.
- – 60.000 m2 fordelt på otte etager, en kælder samt en tagetage til teknik.
- – 179 enestuer, 87 ambulatorier og 13 operationsstuer.
- – Plads til 900 patienter (indlagte og ambulante) og deres familier samt ca. 1.200 læger, sygeplejersker, jordemødre og andet personale.
- – Er et partnerskab mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirks Fond.
- – Samlet budget: 2,8 mia. kroner.
- Kilde: Region Hovedstaden
- Bygherre: Center for Ejendomme
- Bygherrerådgivere: Moe og Erik Arkitekter
- Totalrådgiver: 3xN
- Arkitekter: 3xN og Arkitema Architects
- Ingeniør: Niras
- Landskabsarkitekt: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue ApS
- Kilde: Byggefakta
Region Hovedstadens Center for Ejendomme justerer tidsplanen for byggeriet af Mary Elizabeths Hospital hospitalet for børn, unge, gravide og deres familier. Justeringen betyder, at første patient kan behandles i sommeren 2026 ca. et år efter den oprindelige tidsplan. Samtidig bliver budgettet forøget med 291 mio. kr. for at imødekomme kraftigt stigende priser på byggematerialer.
– Selv om arbejdet skrider frem, har vi været nødt til at justere tidsplanen. Der er desværre ydre omstændigheder i verden lige nu, der besværliggør og giver usikkerheder i materialeleverancer. Det er en udfordring, vi deler med resten af byggebranchen, og som vi med rettidig omhu nu tager højde for ved at gøre tidsplanen mindre stram, fortæller senior projektchef hos Center for Ejendomme, Michael Hyllegaard.
Den nye tidsplan betyder også, at regionen forventer flere udgifter til at færdiggøre projektet. Priserne på materialer stiger voldsomt i øjeblikket, hvilket betyder, at byggepriserne forventes at stige kontinuerligt og markant den kommende tid.
Regionsrådet godkendte derfor 19. april 2022, at budgettet forøges med 291 mio. kr. for at dække udgifter og styrke reserverne i projektet.
Sådan bliver det nye hospital.
Velkendt problematik
Region Hovedstaden er ikke den eneste region, der er ramt på økonomien i forhold til sygehusbyggeri. I Region Sjælland har man valgt at udsætte udbuddet på en ny sengebygning på Nykøbing F. Sygehus til 2023, da prisen på kort tid steg fra 293 mio. kr. til ca. 480 millioner kroner.
Ifølge Region Sjælland bunder prisstigningen i lange leveringstider, prisstigninger på byggematerialer, mangel på faglært arbejdskraft, høje energipriserne, covid-19-pandemien og Ruslands krig mod Ukraine, der er en af verdens store udbydere af stål.
– Det er virkelig træls, men priserne er 187 millioner kroner højere end forventningen var for bare kort tid siden. Vi finder det derfor nødvendigt at annullere det nuværende udbud og lave et nyt udbud i 1. halvår 2023, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
Også i Nordjylland har man svært ved at få pengene til at slå til.
Bliver stadig et banebrydende hospital
I Hovedstaden har man skelet til Region Sjælland samt til erfaringer fra andre hospitalsprojekter, hvilket også spiller også en rolle i den nye tidsplan, forklarer Ole Kristian Bottheim, vicedirektør i Center for Ejendomme:
– Alt det vi gør, gør vi for at skabe de absolut bedste rammer. Vi ønsker alle at åbne så hurtigt som muligt. Vi har set på vores erfaringer fra andre hospitalsprojekter, og ser en kvalitetsmæssig gevinst ved at indtænke tilpasninger og ændringer i projektets test og afleveringsfasen. Med den nye tidsplan sikrer vi robusthed og smidighed i alle projektets faser, som gør, at vi kan videregive et banebrydende hospital. Samtidig kan vi se på vores andre store byggerier, at det pressede byggemarked skaber enorm usikkerhed om prisudviklingen. Derfor synes vi, at det er rettidig omhu at styrke reserverne markant.
Sidste del af byggeriet afsluttes efter den nye plan i maj 2025, herefter indføres en test og afprøvningsperiode samt kliniske afprøvninger. Første patient kan behandles sommeren 2026.