Det er ikke lige til, at få private bygherrer til at bygge alment i København. Det viser tal fra forvaltningen. Selv om politikerne ofte stiller krav om 25 procent alment byggeri i forbindelse med byggetilladelser, så er det langt fra altid, at der bliver levet op til rammerne fra bygherres side, forklarer Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
– Når det er politisk besluttet at stille krav om almene boliger, så har vi selvfølgelig en forventning om, at de bliver til virkelighed. Når de private bygherrer tilsyneladende i høj grad nedprioriterer at få eksekveret på den almene del af byggeriet, må vi fra politisk side se nærmere på, hvad vi kan gøre for at sikre, at københavnerne får adgang til flere almene boliger. Jeg synes, det går for langsomt, siger hun.
Derfor vil borgmesteren med undersøgelsen i hånden nu tage kontakt til bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) for at understrege nødvendigheden af, at kommunen i fremtiden kan få mulighed for at stille betingede byggetilladelser samt andre tiltag, som sikrer opførelsen af de almene boliger.
Stigende krav
I samme omgang vil borgmesteren igen appellere til, at det bliver muligt at stille krav om 33 procent almene boliger i lokalplaner istedet for den nuværende grænse på 25 procent.
Sideløbende med ministerhenvendelsen vil Ninna Hedeager Olsen også gå i dialog med byggebranchen for at høre, hvad der skal til for at øge andelen af alment byggeri, som faktisk bliver opført, så de almene boliger ikke blot forbliver politiske ønsker i et beslutningsreferat:
– Visse steder fungerer det faktisk godt, og derfor må der være noget, vi som kommune kan lære af bygherrerne og developere, og noget de kan lære af hinanden. Den videnudveksling vil jeg hellere endgerne facilitere, så vi får flere almene boliger i København, siger Ninna Hedeager Olsen.
Og det initiativ bliver taget godt imod af direktør for FB-gruppen Hans Bo Hyldig, som blandt andet står bagdet nye byggeri på Grønttorvet:
– Vores erfaringer viser, at den bedste by er en blandet by, og den styrke får vi blandt andet ved at blande almene og private boliger i nybyggeri, siger han blandt andet.