Bordpladeproducent med stort overskud

Regnskabet for 2017 viser to-cifret millionoverskud til bordpladeproducenten DFI-Geisler.
Lars Langkjær er administrerende direktør i DFI-Geisler. Pressefoto.
Lars Langkjær er administrerende direktør i DFI-Geisler. Pressefoto.

Bordpladeproducenten DFI-Geisler fra Mors har netop offentliggjort regnskabet for 2017. Det viser et resultat på 30,5 millioner kroner, og er, ifølge virksomheden, tæt på en firdobling af overskuddet fra 2010. Bruttofortjenesten blev i 2017 på 85 millioner kroner.

– Vi er ganske godt tilfredse med årets resultat, og vi er glade for den positive udvikling, som vi har været igennem siden finanskrisen. Hos DFI-Geisler er vi ikke kendte for at hvile på laurbærrene, så vi har allerede igangsat en strategiplan, som skal øge væksten her i 2018, hvor vi forventer to cifrede vækstrater, siger Lars Langkjær, administrerende direktør DFI-Geisler.

DFI-Geisler er en del af den svenske koncern Ballingslöv, og her er også positive meldinger til årsresultatet.

– Fra et koncernperspektiv så er det bestemt et tilfredsstillende resultat, som DFI-Geisler kan præsentere. Både interne og eksterne kunder har bidraget til den positive udvikling, og forventningerne til den fortsatte vækst ser vi med glæde frem til, siger direktør Lars Bay-Smidt, Ballingslöv International Danmark A/S.

Overtager produktion

Direktørens vækstplaner for 2018 er baseret på en netop indgået strategisk aftale med DFI-Geislers søsterselskab Ballingslöv AB i Sverige. Aftalen indebærer, at DFI-Geisler overtager Ballingslöv AB’s egenproduktion af laminatbordplader, hvilket betyder en samlet stigning på omkring 500 laminatbordplader hver uge, som skal produceres og leveres fra fabrikken på Mors. En produktion der indtil i dag har ligget i Sverige.

– Det er meget positivt, at vi har fået denne store koncernopgave til Mors. Vi har været i dialog om opgaven i flere år, men vi har nu bevist, at vi er produktionseffektive og gearet til opgaven. Man bliver da stolt over, at det nu endelig lykkedes at komme så langt at det kan betale sig at flytte en så stor produktion til Mors frem for at producere det i Sverige. Det betyder, at vi fremover skal producere for ca. 20 millioner kroner laminatbordplader ekstra om året, og vi har derfor påbegyndt ansættelsen af yderligere 10 medarbejdere i produktionen, siger Lars Langkjær.

Relateret indhold