Boligselskabet Sjælland får ny, velkendt direktør

Troels Riis Poulsen har været konstitueret direktør i Boligselskabet Sjælland siden april. Nu tiltræder han som adm. direktør.
Troels Riis Poulsen kender arbejdsgangene i Boligselskabet Sjælland særdeles godt. Nu er han udnævnt som adm. direktør efter en periode som konstitueret.
Troels Riis Poulsen kender arbejdsgangene i Boligselskabet Sjælland særdeles godt. Nu er han udnævnt som adm. direktør efter en periode som konstitueret.

De sidste ca. ni måneder har Troels Riis Poulsen, 45 år, været konstitueret som adm. direktør i Danmarks fjerdestørste boligselskab, Boligselskabet Sjælland, der har 12.500 boliger på Sjælland.

Men han kender boligselskabet bedre end det, da han i ni år har været ansat som leder i boligselskabet, senest som vicedirektør med ansvar for økonomi, strategiske indsatser, bæredygtighed og energi, IT og en række tværgående stabsfunktioner.

Det er en enig bestyrelse, der står bag ansættelsen af boligselskabets nye administrerende direktør, og formand for selskabsbestyrelsen, Tom Frederiksen, ser frem til samarbejdet med Troels Riis Poulsen:

– I boligselskabet er vi lige nu i gang med en ny strategiproces og er sikre på, at vi med Troels i front har fundet den helt rigtige, der sammen med medarbejderne kan føre vores mål og ønsker ud i livet.

Han tilføjer:

– I selskabsbestyrelsen er vi enige om, at Troels med sin solide erfaring og indgående kendskab til os i Boligselskabet Sjælland kan bidrage til en positiv udvikling. Og så har vi vægtet det højt, at Troels brænder for os beboere og vores almene boliger.

Troels Riis Poulsen er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og har – ud over stillinger som direktionsassistent, sekretariatschef, administrationschef og senest vicedirektør i Boligselskabet Sjælland – også erfaringer som adm. direktør og partner i LEA Ejendomspartner.

Relateret indhold