Privatliv og fællesskab
- 45 lejemål fordelt på fem bygninger.
- Lejlighederne i tre størrelser fra 50 m² til og med 120 m².
- Udsigt udover Esbjerg by, Ho Bugt og ikke mindst et kik til Fanø.
For mange esbjergensere er Erik Nielsen og Sønner i Esbjergbydelen Gammelby, synonymt med Listefabrikken. De to nuværende ejere, tvillingeparret Knud og Bent Nielsen, overtog virksomheden i 1978 fra deres far, som grundlagde den i 1945. De har nu selv nået pensionsalderen, og da ingen står til at føre virksomheden videre, spekulerede de to meget længe over, hvad der skulle ske med bygningerne og den 5000 kvadratmeter store grund.
Men da de hørte om det seniorbofællesskab med naturen som tema, som Realdania By & Byg i øjeblikket er ved at opføre i Ringkøbing, blev kimen lagt til et tilsvarende bofælleskab. Blot med den forskel at det her skal være et bofællesskab med temaet klassiske biler og motorcykler som tillæg.
– Vi har gennem hele livet selv interesseret os for gamle biler og motorcykler. Det har givet os et stort netværk, sammenhold og venner for livet. Og netop det vil vi forsøge at give videre i vores projekt. Altså skal det blive et bofællesskab, hvor supplementet til bofællesskabet er gamle biler, motorcykler eller måske noget andet med hjul under, fortæller Bent Nielsen.
Plads til temaet
Udover det skal være et rart sted at bo, skal det det i høj grad også handle om fællesskab og interessen for klassiske køretøjer, og det er her Listefabrikkens gamle samleværksted på 250 kvadratmeter, kommer ind i billedet. I værkstedet vil der efter planen blive mulighed for at reparere og vedligeholde klassiske køretøjer, uanset hvad det måtte være. Her vil de sociale relationer kunne stortrives og stedet vil blive en naturlig ramme om det, at kunne hjælpe hinanden og dele ud af de gode råd.
– Ejere af klassiske køretøjer vedligeholder i reglen selv, og derfor vil hver beboer også kunne bidrage med værktøj i støre eller mindre grad. Nogle har måske et svejseværk, en kompressor, en lift, andre har måske forskellige former for specialværktøj og andre igen vil kunne bidrage med håndværktøj. Sammenlagt vil det give en stor pulje, som alle vil kunne benytte sig af, og det er også planen, at der skal være et fællesbibliotek med teknisk litteratur, siger Knud Nielsen.
Beboernes kompetencer vil i sagens natur være mange og forskelligartede. Derfor går planerne også i retning af at lave en af de såkaldte Repair Cafe’er, som er et sted, hvor folk udefra kan komme med ting, der kan repareres. Det vil give en god og naturlig synergi og skabe gode relationer og bånd til folk i nabolaget og resten af byen.
– Der vil altså blive tale om et bofællesskab, hvor man naturligt møder sine naboer, og hvor man kan få en sjovere og lettere hverdag ved at lave forskellige aktiviteter sammen, hvis man ønsker det. Altså et sted hvor livskvalitet og interesser prioriteres højt. Men det er ikke et kollektiv, for man til enhver tid altid trække sig tilbage i sin private bolig og bare nyde det der, tilføjer Bent Nielsen.
Bredest mulig beboersammensætning
Udlejningen af de 45 boliger er der allerede tænkt på. Det vil ikke foregå efter “først-til-mølle”-princippet, men derimod ved at interesserede lejere og ejere i første omgang sender en motiveret ansøgning, som følges op af dialog. Fremgangsmåden har til hensigt at sikre, at alle beboerne, uanset om de bor der som ejere eller lejere, er indstillede på at tage del i fællesskabet i hverdagen, og samtidig vil det give en bred beboersammensætning.
I kraft af bofællesskabet kommer til at stå på den gamle listefabrik. Et sted hvor håndværket har været i højsædet, påpeger Knud og Bent, at det planlagte byggeri også skal bære præg af det gode håndværk og anvendelsen af kvalitetsmaterialer. Derfor vil træ blive en naturlig del af byggeriet Listefabrikken, som dermed kommer til at trække paralleller til den nu snart hedengangne Erik Nielsens Listefabrik.