Bispeengbuen: Delvis nedrivning, rekreativt område og måske en åben å

Den stærkt trafikerede, sekssporede motortrafikvej Bispeengbuen, der gennemskærer Nørrebro og Frederiksberg, har været til debat i årevis. Nu er de første foreløbige skitser efter en hel eller delvis nedrivning præsenteret.
Bispeengbuen, der skærer igennem Nørrebro og Frederiksberg, blev opført i starten af 1970'erne og kaldes 'en af de største fejltagelser i hovedstadens byplanlægning' af Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt. Foto: Jonathan Filskov/Getty Images

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune arbejder med udgangspunkt i tre forskellige scenarier, hvoraf de to første idéoplæg er en total nedrivning med etablering af grønne byrum med eller uden bebyggelse oven på en tunnel.

I det tredje scenarie er visionen en delvis nedrivning, hvor den sydlige af de to brobuer rives ned for at skabe rum til en grøn engpark. I alle scenarierne åbnes Ladegårdsåen, der lige nu løber under jorden. Læs mere om, hvad en åben å kan betyde for bl.a. skybrudshåndtering og klimasikring af byen her.

Overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen:

– Bispeengbuen tårner sig op som et minde fra en tid, hvor man prioriterede biler over mennesker i udviklingen af byen. Vi skal trække København i den stik modsatte retning, så vi får skabt plads til mennesker, byliv og grønt i vores gader. Skitserne for omdannelsen af Bispeengbuen er spændende bud på, hvordan vi kan omdanne den store trafikåre til et meget mere indbydende sted, hvor folk også har lyst til at opholde sig, siger overborgmesteren og tilføjer:

– Jeg håber, at staten vil være med.

En åben å, hel eller delvis nedrivning af Bispeengbuen samt trafik under jorden, er nogle af de ideer, der blev præsenteret lørdag, da interesserede kunne se de foreløbige skitser af de tre oplæg til fornyelse og omdannelse af området. Illustration: Frederiksberg Kommune

Har afsat samlet 3 mio. kr.

Frederiksberg og Københavns Kommuner har hver afsat 1,5 millioner kroner til at få udarbejdet idéoplægget. Opgaven har været i EU-udbud, som medførte prækvalifikation af fem firmaer, hvor Tegnestuen Vandkunsten med underrådgivere Kommon, Skaarup Landskab, Via Trafik, Bactocon Sønderborg, LNH Water og Realise vandt opgaven.

Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt opfordrer staten, der ejer vejen, til ‘at komme ind i kampen, så der kan skabes en ansvarlig og konstruktiv dialog om mulighederne’.

– Bispeengbuen er en af de største fejltagelser i hovedstadens byplanlægning – hvis ikke den største. Dens resterende levetid er ti år, og det er kort tid set i et byudviklingsperspektiv. Derfor er det eneste rigtige at gøre nu at se på alternativer til at renovere den og at drøfte de økonomiske konsekvenser.

Relateret indhold