Bevaringsværdige huse skal frem i rampelyset

Foreningen Historiske Huse lancerer en plakette til at sætte uden på de bevaringsværdige huse. Plaketten skal øge begejstringen og stoltheden over områdets særlige kvaliteter hos kvarterets og byens borgere, ligesom det er ambitionen, at initiativet formår at sætte husene på dagsordenen i kommunerne og hos politikerne.
Plaketten er designet af arkitekt MAA Bue Beck og fabrikeret af Dansk Skalform A/S.
Plaketten er designet af arkitekt MAA Bue Beck og fabrikeret af Dansk Skalform A/S.

Der er registreret cirka 365.000 bevaringsværdige bygninger i Danmark, og ud af dem er der omkring 9.000 fredede bygninger.

Velholdte bevaringsværdige huse er attraktive og tiltrækker ressourcestærke borgere, ligesom de inspirerer til, at andre bevaringsværdige huse sættes i stand og ombygges med respekt for bevaringsværdierne.

Men det er næsten altid dyrere, fordi der skal anvendes håndværkere med erfaring i at arbejde med historiske huse. Det kræver særlige teknikker og viden om, hvilke materialer, det enkelte hus er opført med.

Alligevel har rigtigt mange danske husejere valgt at værne om deres bevaringsværdige hus. Og de får nu mulighed for at skilte med, at deres hus rummer særlige arkitektoniske kvaliteter.

– Siden 2009 har ejerne af fredede bygninger haft mulighed for at opsætte en plakette, der har fortalt forbipasserende, at deres hus var værdifuld kulturarv. Med lanceringen af en tilsvarende plakette til bevaringsværdige bygninger er det vores ambition at skabe begejstring og øge opmærksomheden omkring en overset del af vores byggede kulturarv, siger Birthe Iuel, præsident for Historiske Huse.

Realdania og Incentive offentliggjorde i marts 2015 den første landsdækkende undersøgelse af sammenhængen mellem alle de bevaringsværdige boliger i Danmark og salgsprisen.

Analysen viser, at bevaringsværdige enfamilieshuse sælges for 30 procent højere kvadratmeterpriser end andre enfamilieshuse i de samme kommuner.

For bevaringsværdige ejerlejligheder er prisen i gennemsnit 18 procent højere – samtidig med, at prisen for ikke-bevaringsværdige bygninger også stiger, alene fordi der ligger bevaringsværdige bygninger i nærområdet.

Politisk sigte

Med lanceringen af plaketten har Historiske Huse desuden kridtet banen op til en anbefaling til politikerne om en økonomisk gulerod til husejere, der istandsætter deres bevaringsværdige hus med respekt for bevaringsværdierne.

– Ejere, der prioriterer at respektere bevaringsværdierne, og dermed uundgåeligt bebyrdes med større udgifter til både håndværkere og materialer, skal belønnes med en eller anden form for økonomisk støtte. Vi håber, at plaketten kan være med til at overbevise politikerne om, at husejere, der gør en indsats for at bevare deres historiske hus, samtidigt skaber værdi for lokalsamfundet. Det bør belønnes med en økonomisk gulerod, siger Birthe Iuel.

Kun de bedste

For at få lov at sætte plaketten på sit hus, skal man indsende en ansøgning til Historiske Huses ekspertpanel, der sidder parat til at vurdere, om det enkelte hus besidder tilstrækkelige arkitektoniske kvaliteter, og at disse er bevaret i overensstemmelse med husets oprindelige arkitektur eller byggeskik.

Plaketten er designet af arkitekt MAA Bue Beck, og er støbt i bronze. Ønsker man at erhverve sig et eksemplar, skal man følge anvisningerne på Historiske Huses hjemmeside, historiskehuse.dk

Plaketten koster 1.000 kr., men kan erhverves for 500 kr. af medlemmer af Historiske Huse.

Relateret indhold