Hverken Håndværksrådet eller Feriehusudlejernes Brancheforening deler Dansk Byggeris begejstring for tanken om at fjerne den sommerhusregel, der forbyder eksempelvis tyskere og andre udlændinge at købe sommerboliger i Danmark.
Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius har ellers over for Dagens Byggeri peget på, at en fjernelse af sommerhusreglen vil sætte gang i salget af sommerhuse i Danmark og dermed også skabe nye arbejdspladser i blandt andet byggesektoren.
Tyske sommerhusejere vil bruge de håndværkere, de kender fra deres hjemland.
Frank Korsholm Politisk chef, Håndvæksrådet
Hårdt slag
Men det afviser administrerende direktør Carlos Villaro Lassen fra Feriehusudlejernes Brancheforening.
– At fjerne sommerhusreglen vil være et meget negativt og hårdt slag mod dansk turisme, som vi kender den. Vi har en unik model, hvor vi har sommerhuse, der ejes af personer bosiddende i Danmark. Til gengæld har vi masser af udlejning. Vi har ikke noget imod, at tyskerne lejer sommerhuse, men hvis vi begynder at sælge ud af dem, vil det gå ud over turismen, siger Carlos Villaro Lassen til Dagens Byggeri.
En illusion
Han afviser også påstanden om, at det ville skabe arbejdspladser i den danske byggesektor.
– Det er en illusion. Sandheden er, at vi har en meget positiv udvikling omkring sommerhuse i Danmark, netop fordi så mange er udlejet. Vi havde 17,2 millioner overnatninger, hvoraf tyskerne har over 10 millioner, i lejede sommerhuse sidste år. Men begynder de at købe dem, vil de ikke sætte dem til udlejning. De vil bare stå tomme, fordi det vil være enkelte rige tyskere, der vil bruge dem to-tre uger om året, og når de skal repareres, vil de bruge tyske håndværkere. Så der bliver ikke meget tilbage af det, vi i dag kender Vestkysten for. Der er nemlig mange tyskere, der gerne vil købe sommerhuse i Danmark, siger Carlos Villaro Lassen videre.
Et lille land
Han siger, at et flertal af Folketinget “gudskelov kan se, at Danmark er et lille land”:
– Vi er et lille land med en meget stor nabo, og der, hvor tyskerne ville købe, er ikke på Langeland eller Lolland-Falster, hvor der er problemer. De er interesserede i den danske vestkyst. De tager Fanø, Rømø og Blåvand, områder der efter en kort periode vil henstå meget mindre attraktive, end de er i dag, slutter Feriehusudlejernes Brancheforenings administrerende direktør.
Håndværkere hjemmefra
Og han bakkes op af politisk chef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, der med mange års erfaring i bagagen som både journalist på Christiansborg og politisk rådgiver i borgerlige regeringer ikke mener, at forslaget har en chance for at blive vedtaget.
– I det omfang, sommerhusreglen bliver ophævet, og man begynder at sælge ud af de danske sommerhuse, vil jeg tro, at langs den jyske vestkyst vil tyskerne tage håndværkerne med hjemmefra. De er fortrolige med sproget, og der er ikke andet end få timers kørsel fra eksempelvis Flensborg eller Hamborg. Tyske sommerhusejere vil bruge de håndværkere, de kender fra deres hjemland. Det er ikke den rigtige vej at gå. Regeringen arbejder på at lempe Planloven og give tilladelse til at bygge feriehoteller ved kysterne, og der skal vi lade det være i første omgang. Det vil i sig selv skabe en del arbejdspladser, når arbejdet begynder, siger Frank Korsholm til Dagens Byggeri.
Han tror i øvrigt, at partier, der vil ophæve sommerhusreglen i en tid, hvor danskerne i forvejen er mere og mere EU-skeptiske, vil blive straffet af vælgerne.