Betondæk består brandtest

En test foretaget på Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut viser, at SL-dækket kan modstå 1000 graders varmepåvirkning i minimum fire timer.
Temperaturen på oversiden af dækket var efter to timers brandtest kun steget 14 grader ? til stor tilfredshed for SL-dækkets opfinder, professor Kristian Hertz fra DTU (tv) og Abeo?s tekniske chef, Morten Schramm Rasmussen (th).
Temperaturen på oversiden af dækket var efter to timers brandtest kun steget 14 grader ? til stor tilfredshed for SL-dækkets opfinder, professor Kristian Hertz fra DTU (tv) og Abeo?s tekniske chef, Morten Schramm Rasmussen (th).

1000 graders varmepåvirkning i fire timer. Det var den test, det nye SL-betondæk måtte gennemgå, for at bevise sit værd i forhold til brandfare. Testen blev gennemført af Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI), hvor et 2,4 meter bredt SL-betondæk blev udsat for den store varmepåvirkning.

SL-Dækket er udviklet af den danske virksomhed Abeo A/S og produceres hos Perstrup Beton Industri. De kunne glæde sig over, at det nye betondæk klarede testen uden problemer, og ifølge Kristian Hertz, der er professor ved DTU og har opfundet den bagvedliggende teknologi, var det en stor bedrift.

– Vi har foretaget beregninger, der viser, at SL-dækket kan holde til minimum fire timers standardbrand, så formålet med testen var at eftervise, at temperaturudviklingen i beregningsgrundlaget også svarer til det faktiske forløb. Det beviste testen til fulde. Efter fire timer var SL-dækket stadig uskadt, og vi målte nedbøjningen til blot cirka syv centimeter. Til trods for at undersiden var helt rødglødende, da vi løftede dækket af, var temperaturen på oversiden blot steget 58 grader, hvilket må siges at være ret banebrydende, siger Kristian Hertz i en pressemeddelelse.

Født i ild

Årsagen til dækkets brandegenskaber skyldes en kombination af selvkompakterende beton og letbeton, der bogstaveligt talt bliver “født i ild”. Letbeton består nemlig af ekspanderet ler, som fremstilles i ovne ved cirka 1200 grader. I SL-Dækket bruges den lette beton i en speciel buet geometri langs hele undersiden, og det skal ifølge producenten beskytte både armeringen og den stærke beton mod afskalning.

– Vi har bevidst udviklet SL-dækket, så det har en god brandmodstandsevne. Brandsikkerhed er i stigende grad blevet et vigtigt parameter for bærende konstruktioner. Det skyldes, at bygninger i dag isoleres langt bedre end tidligere, blandt andet som følge af lavenergivinduer, der ikke går i stykker ved brand, højt forbrug af isolering i facaderne osv. Det betyder at brande i dag bliver varmere end tidligere og skaber større skade på konstruktionen, siger Kristian Hertz.

Brandtesten påviste, at SL-dækket kan modstå minimum fire timers brand og er dermed af DBI klassificeret til REI240. Og ifølge folkene bag betondækket vise beregninger, at dækket kan holde endnu længere. Helt op til 4,5 time med kontorlast og 5,5 time med boliglast.

Relateret indhold