Siden 2007 har Dansk Beton været en sektion under Dansk Byggeri, men i begyndelsen af maj i år godkendte Dansk Byggeris repræsentantskab, at Dansk Beton etablerede sig som en regulær brancheforening på lige fod med Danske Anlægsentreprenører og Danske Byggematerialer.
Ansvaret for at øge synligheden i den nye brancheforening er blevet lagt i hænderne på den erfarne kommunikationsmand Thomas Uhd, der tiltrådte som branchedirektør i Dansk Beton i sidste måned.
… moderne betonmuligheder er både fleksible og interessante – blandt andet med løsninger med poleret eller indfarvet beton.
Branchedirektør Thomas Uhd Dansk Beton
Han kommer fra en stilling som kommunikationschef i Bygherreforeningen og har sideløbende desuden været en af de bærende kræfter i samarbejdet “Renovering på Dagsordenen”.
– Arbejdet bliver naturligvis noget helt andet, men en stor del af netværket er det samme, for min dagligdag vil fortsat koncentrere sig inden for bygge- og anlægsbranchen, siger den 44-årige nye direktør.
Image skal styrkes
Netop netværket er et meget vigtigt omdrejningspunkt for Thomas Uhd i hans job.
– Jeg er ansat til blandt andet at varetage kommunikationen og fastslå Dansk Betons holdninger over for omverdenen – over for blandt andet politikere, arkitekter, entreprenøre og bygherrer. Beton er et forrygende materiale, og den ny struktur er et signal fra branchen om at øge synligheden over for nye løsninger med beton. I forvejen er betonens omdømme blevet meget flot og hipt. Det image skal vi styrke yderligere, siger branchedirektøren til Dagens Byggeri.
Interessante løsninger
Han tilføjer, at beton har et særligt udtryk som flere og flere får øjnene op for. Fra sin tid i Bygherreforeningen ved Thomas Uhd, at bygherrerne som udgangspunkt har et godt øje til materialet
– Og arkitekterne bruger heldigvis også i høj grad igen beton. men det er der også en god grund til, for moderne betonmuligheder er både fleksible og interessante – blandt andet med løsninger med poleret eller indfarvet beton, fastslår Thomas Uhd.
I forbindelse med dannelsen af Dansk Beton som brancheforening blev de fem tidligere produktgrupper under Dansk beton omdannet til sektioner i Dansk Byggeri.