Bedre finansiering af boligkøb i landdistrikter

For byggesektoren er en lempeligere vurdering af lånetilsagn i landdistrikterne meget vigtig.
Realkreditsektoren bør lempe på udlån til boliger i landdistrikterne, vurderer Michael Møller Udvalget. Det kan komme byggesektoren til gode, vurderer Håndværksrådet. Foto: Colourbox.
Realkreditsektoren bør lempe på udlån til boliger i landdistrikterne, vurderer Michael Møller Udvalget. Det kan komme byggesektoren til gode, vurderer Håndværksrådet. Foto: Colourbox.

Der er glæde i Håndværksrådet over, at det såkaldte “Michael Møller Udvalg”, der skulle vurdere årsagen til problemerne med at få finansieret boliger i landdistrikterne, peger på behovet for at ændre regler fra Finanstilsynet, der i realkreditsektoren opfattes som mere restriktive, end det har været formålet med reglerne.

Det gælder ifølge politisk chef Frank Korsholm især den såkaldte seks-måneders regel, som branchen har fortolket meget stramt. Den indebærer, at der ikke gives realkreditlån til køb af boliger, hvis ikke det skønnes, at de vil kunne sælges inden for en periode på højst et halvt år.

Institutterne bør foretage en individuel vurdering, og hvis familien rent faktisk har kunnet leve for et mindre beløb gennem en årrække, bør det selvfølgelig lægges til grund for ansøgningen.

Frank Korsholm Politisk chef, Håndværksrådet

– Det har bidraget til at gøre det meget svært at få realkreditlån til at finansiere nye ejendomskøb i landdistrikterne, siger Frank Korsholm til Dagens Byggeri.

Markedet skal fungere

Håndværksrådet har selv foreslået, at seks-måneders reglen bliver udvidet til en tolv-måneders regel – eller alternativt helt afskaffet:

– Realkredittens fortolkning har været helt hen i vejret. Det illustreres af, at ikke engang ejendomme omkring de store byer, eksempelvis København, under krisen kunne omsættes inden for seks måneder, siger Frank Korsholm videre.

Han understreger, at for byggesektoren er en lempeligere vurdering af lånetilsagn i landdistrikterne meget vigtig.

– De ejendomme, der står tomme og ikke gensælges, er der ingen, som investerer i, mens ejendomme, der bliver solgt, ofte skal forsynes med nye køkkener, nye vinduer, nye badeværelser og så videre. Det skaber omsætning blandt håndværkerne i landdistrikterne, at markedet fungerer, siger han.

Rådighedsbeløb

Håndværksrådet ser også med tilfredshed på udvalgets råd om, at institutterne bør anlægge en mindre restriktiv og mere individuel vurdering af familiernes rådighedsbeløb ved låneansøgninger.

– I dag ser man blot på de aktuelle månedstal, og hvis en familie med to voksne og to børn har et månedligt rådighedsbeløb på under 13.500 kroner, får de automatisk afslag. I stedet burde institutterne foretage en individuel vurdering, og hvis familien rent faktisk har kunnet leve for et mindre beløb gennem en årrække, bør det selvfølgelig lægges til grund for ansøgningen, slutter Frank Korsholm.

Relateret indhold