Banen er kridtet op til kampen om pensioner for nedslidte

Tirsdag kom regeringen med sit længe ventede udspil til en pensionsreform - og på ryggen af den udmelding trækkes grænserne skarpt op af arbejdsmarkedets parter.
Statsminister Mette Frederiksen sendte tidligere på dagen en pensionsballon til vejrs. Spørgsmålet bliver, om hun kan lande den igen - for det trækker op til storm - både højre og venstre for regeringen. Foto: Regeringen.dk.
Statsminister Mette Frederiksen sendte tidligere på dagen en pensionsballon til vejrs. Spørgsmålet bliver, om hun kan lande den igen - for det trækker op til storm - både højre og venstre for regeringen. Foto: Regeringen.dk.

Arne skal ha’, og det skal være nu. Den sætning har spøgt i udkanten af danskernes bevidsthed, siden den socialdemokratiske regering tiltrådte for lidt over et år siden.

Men langt om længe kan spekulationerne forstumme. Og bryggeriarbejderen fra Aalborg, der blev ansigtet på en pensionsreform til nedslidte, kan nu se et forslag tage form i selskab med resten af landets befolkning.

Skal jeg pege på noget, der kan forbedres, er det ancienniteten, som jeg mener er lige lovlig skrap

Per Christensen, formand 3F

Tidligere på dagen holdt statsminister Mette Frederiksen (S) et pressemøde, hvor hun fremlagde udspillet, som skal sikre Arne og hans kollegaer på tværs af brancher – en såkaldt værdig tilbagetrækning.

Forslaget byder blandt andet på et opgør med visitations-tankegangen. Modsat ordninger som førtids- og seniorpension, skal man til denne nye ordning ikke vurderes af læge og socialrådgiver, men i stedet af nogle såkaldt objektive kriterier.

Det drejer sig eksempelvis om antallet af år, man har været på arbejdsmarkedet eller på barsel, i lære, syg eller på dagpenge – og ikke graden af nedslidning.

Og netop sidstnævnte får arbejdsgiverne til at se – om ikke rødt – så i hvert fald en nuance af rosa. DI, der har overtaget udmeldingerne fra Dansk Byggeri efter fusionen i sommers, skriver i en pressemeddelelse:

– Det er helt centralt, at regeringen holder tydeligt fast i velfærdsaftalen om, at vi selvfølgelig skal arbejde længere, i takt med at vi lever længere. Det er fundamentet under holdbarheden i vores økonomi og afgørende for vores velfærdssamfund. Tidlig pension vil være at slå et skår i vasen på vores økonomi og arbejdsmarked, men hvis der også lægges loft over pensionsalderen, vil det svare til at smide hele vasen på gulvet, siger DI’s viceadm. direktør Kim Graugaard, der selvsagt ikke er begejstret for udsigterne til endnu en pensionsordning.

I udspillet vurderes det, at 38.000 personer vil have mulighed for at benytte ordningen i 2022, mens det skønnes, at små 22.000 af disse, vil tage det aktive valg.

3F siger tak, men har et aber dabei

Det var måske heller ikke ventet, at arbejdsgiverne ville kaste rosenblade for socialdemokraternes fødder på ryggen af et forslag, som trækker folk ud af arbejdsstyrken.

Men hos 3F, som organiserer en stor del af de byggearbejdere, som skønnes at kunne få gavn af ordningen, er der anderledes opadskruede mundvige. Per Christensen, forbundsformand i 3F, glæder sig over udsigterne til en ny pensionsordning.

– Det er et vendepunkt i dansk pensionshistorie. Siden 2006 har vi set den ene forringelse efter den anden af danskeres muligheder for at trække sig værdigt tilbage. Nu ser vi endelig et visionært, menneskeligt pensionsforslag, der går lønmodtagernes vej. Der sætter retfærdighed og værdighed over økonomisk bundlinje, siger han og understreger, at man gerne havde set et lavere anciennitetskrav.

– Intet forhandlingsudspil er perfekt. Det kender vi fra overenskomstforhandlingerne. Men det kan det blive. Skal jeg pege på noget, der kan forbedres, er det ancienniteten, som jeg mener er lige lovlig skrap, siger Per Christensen.

I forslaget udlægges teksten således: Har man som 61-årig været på arbejdsmarkedet i 42 år, har man ret til at gå på pension tre år før folkepensionsalderen. Det er mindstekravet. Altså skal man senest være startet som 19-årig for at komme i spil til ordningen – i hvert fald som landet ligger nu.

Og støttepartierne siger…

Uagtet 3F’s og DI’s holdninger til pensionsudspillet, ligger bolden nu et helt andet sted. Nemlig på Christiansborg, hvor regeringen skal til nogle særdeles seje forhandlinger med både støttepartier og opposition.

På venstre side af regeringen, ønsker støttepartierne at tilføre flere penge end de tre milliarder kroner, som socialdemokratiet har afsat til ordningen.

På højre side lyder meldingerne måske ikke overraskende meget som dem fra DI: “At arbejdsstyrken under ingen omstændigheder må mindskes under reformen.”

De Radikales Morten Østergaard er citeret i Dagbladet Børsen for at sige følgende:

– Så hvis de (Socialdemokratiet red.) kommer med et forslag, der i væsentligt omfang trækker folk ud af arbejdsmarkedet, skal der findes nogen til at tage deres plads.

Sådan lyder det blandt andet fra politikeren, som henviser til det forståelsespapir, som er grundlaget for den siddende regering. Heri står de samme ord, lader han forstå.

Banen er altså kridtet op til svære forhandlinger.

Relateret indhold