Bæredygtige byer kan blive eksporteventyr

Konferencen Urbanization & Exports vil i dag skabe debat om, hvordan vi griber mulighederne for både at bidrage til en global bæredygtig byudvikling og styrke dansk eksport.
Konferencen Urbanization & Exports ligger i forlængelse af lanceringen af Bloxhub og vil blive fulgt op af flere initiativer. Pressefoto.
Konferencen Urbanization & Exports ligger i forlængelse af lanceringen af Bloxhub og vil blive fulgt op af flere initiativer. Pressefoto.

Om den globale urbanisering

  • – I 2050 forventes ca. 70 procent af verdens befolkning at bo i byer. I 1950 var tallet 30 procent. I dag ca. 54 procent.
  • – I dag bor ca. 3,9 mia. mennesker i byer. I 2050 forventes dette tal at være ca. 6,8 mia.
  • – Byer dækker 2-3 procent af klodens areal, forbruger 60-80 procent af den samlede energi og er ansvarlige for ca. 75 procent af CO2 udledningen.
  • – 95 procent af urbaniseringen forventes at finde sted i udviklingslande særligt i Asien og Afrika.
  • – I Afrika skal der bygges ca. 2,5 millioner nye boligenheder om året.
  • – 60 procent af de områder, der forventes at være byområder i 2030, mangler stadig at blive bygget. Frem mod 2060 skal der forventeligt opføres 1 mia. nye boligenheder for at huse verdens voksende befolkning.
  • – 75 procent af verdens storbyer ligger ved havet og er således særligt udsatte for havvandstigninger og ekstremt vejr.
  • – I 2030 forventes efterspørgslen på energi og vand at være steget med henholdsvis 40 og 50 procent.

Ifølge Realdania udgør byggeriets eksport i dag kun to procent af den samlede danske eksport, og der er potentiale for meget mere. Men det kræver, at virksomheder, staten, kommuner og civilsamfundet samarbejder om at opdyrke internationale partnerskaber med verdens førende virksomheder og storbyer.

Den globale urbanisering udløser et massivt behov for investeringer i urbane løsninger, som Verdensbanken vurderer ligger på mellem 4,5 og 5,4 billioner dollars årligt. Potentialet er stort, og det samme er interessen for Urbanization & Exports.

… vi skal også turde at prioritere og i fællesskab satse på de specifikke områder ude i verden, hvor Danmark virkelig har noget at byde på.

Lykke Friis Det Udenrigspolitiske Selskab

Konferencen samler 300 særlig udvalgte erhvervsfolk, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og en række internationalt anerkendte oplægsholdere, herunder Londons nyudnævnte viceborgmester for Miljø og Energi, Shirley Rodrigues, arkitekt Bjarke Ingels fra BIG, Centennial Scholar Bruce Katz fra Brookings Institution, som er en af verdens førende eksperter på området, og Kevin Austin, der er vicedirektør i det internationale bynetværk C40.

Invitation til dialog

Urbanization & Exports-konferencen er arrangeret med afsæt i den nyetablerede innovations- og væksthub Bloxhub, som Realdania står bag sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet og Københavns Kommune.

Bloxhub er en non-profit forening, der skal fremme innovation og eksport af bæredygtige byløsninger til verdens storbyer. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen bruger konferencen som anledning til en dialog med erhvervet om potentialerne i bæredygtig urbanisering.

– Regeringen sætter i disse år en række vækststrategier i gang inden for områder, hvor regeringen ser et særligt vækstpotentiale. Bæredygtig byudvikling er et af de potentielle vækstområder, som vi har øje for. Derfor har jeg i anledning af Urbanization & Exports-konferencen også inviteret 30 centrale erhvervsledere inden for byggeri, design, arkitektur og IT til at komme med input til, hvad et eventuelt vækstteam kunne fokusere på for at understøtte fremtidig vækst og eksport af bæredygtige byløsninger, siger Troels Lund Poulsen.

Internationale partnerskaber

Urbanization & Exports samler beslutningstagere fra virksomheder, staten, kommuner, foreninger og organisationer. For at styrke eksporten af bæredygtige byløsninger er der nemlig brug for at løfte i flok.

Danske virksomheder er oftest små i international sammenhæng, og eftersom op mod 95 procent af urbaniseringen kommer til at finde sted i Asien og Afrika, er markedet også langt væk og kan være vanskeligt at indtage.

– Klimaaftalen i Paris og virkeliggørelsen af FN’s bæredygtighedsmål er allerede et omdrejningspunkt i dansk udenrigspolitik. Men vi skal også turde at prioritere og i fællesskab satse på de specifikke områder ude i verden, hvor Danmark virkelig har noget at byde på. Forhåbentlig vil konferencen bidrage til, at vi bl.a. får en fokuseret eksportstrategi for bæredygtige byer, siger Lykke Friis, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.

De nye kraftcentre

Den globale urbanisering medfører også et nyt politisk landskab, hvor de store byer bliver vigtigere og vigtigere som politiske og økonomiske kraftcentre.

Byerne kan rykke hurtigere og mere ambitiøst i forhold til at implementere bæredygtige løsninger. Derfor er en af nøglerne til øget dansk eksport af bæredygtige byløsninger, at vi formår at skabe relationer til ledelse og embedsværk i verdens førende storbyer.

– Samarbejde og netværk med de internationale storbyers ledelse og embedsværk er afgørende for at bringe danske kompetencer i spil. Det er de færreste virksomheder, der kan komme i direkte dialog med disse byer. Derfor er det helt rigtigt, når fx København og danske virksomheder tager hinanden under armen og laver en partnerskabsaftale med New York om klimatilpasning. Sammen med de øvrige initiativer i og omkring C40 og Bloxhub håber jeg, at konferencen vil være med til at synliggøre den dagsorden – og dermed også behovet for stærke rammer for flere tværgående internationale samarbejder, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Relateret indhold