Schier Håndværker Service løb med titlen som årets entreprenør ved uddelingen af Årets Håndværker-priserne i starten af april.
Virksomheden blev etableret i 2000 af Dennis Schier og tilbyder en vifte af løsninger – herunder totalentrepriser – inden for murer-, maler-, tømrer- og snedkerområdet.
– Vi har tidligere lavet mange badeværelser, og i takt med at vi har fået flere ansatte, har vi også kunnet tilbyde flere services, så vi stort set kan lave alt nu. Vi ansætter folk efter deres kvaliteter inden for den gren af håndværk, der er tale om, siger Dennis Schier.
Vundet fire gange
Virksomheden har omkring 12 medarbejdere og har været med i Anmeld Håndværker-ordningen siden starten. Således har Dennis Schier også vundet titlen som årets entreprenør fire gange; i 2012, 2013, 2014 og nu igen i 2017.
– Det kommer til at betyde, at vi det næste års tid igen bliver banket ned af telefonopkald. Men vi kan ikke bare hyre 20 nye tømrere, for vi skal ikke bare yde noget for at yde noget. Når vi vinder, så er det fordi, vi har fokus på kvaliteten, og det vil vi fortsætte med at have, siger Dennis Schier, der mens virksomheden stadig kun beskæftigede en håndfuld medarbejdere selv stod for kvalitetssikringen, men nu har ansat flere folk til at hjælpe med at holde kvaliteten høj.