Flere penge på bordet, tak. Det er konklusionen hos arbejdsmiljøkonsulent Flemming Hansen på ryggen af en ekspertgruppes anbefalinger til en ny arbejdsmiljøindsats. Han, der til dagligt opererer på vegne af fagforbundet 3F’s byggegruppe, er ikke imponeret over de fremlagte initiativer.
– Der er langt mellem guldkornene. Det meste er varm luft og fine hensigter. Man vil gerne opnå noget uden at spytte i kassen, hvilket sjældent lykkes ret godt for nogen, siger han og uddyber, at man fra fagforbundets side havde håbet på, at ekspertgruppen var kommet op med lidt flere nyskabende ideer.
Der er langt mellem guldkornene. Det meste er varm luft og fine hensigter.
Flemming Hansen, arbejdsmiljøkonsulent 3F’s byggegruppe
– Det er fint nok, at man vil aftale prioriterede punkter for arbejdsmiljøet. Skærpede bøder for gentagne overtrædelser, kan vi også kun bakke op om, for inden for byggeriet især betyder økonomien rigtig meget. Men der er meget tomgang, erklærer han og understreger, at intentionerne er gode, men at der er langt endnu, før man står med konkrete forbedringer på byggepladserne.
Lyt til begge parter
Der er dog stadig håb, påpeger Flemming Hansen. LO og DA har i samarbejde præsenteret politikerne for nogle forslag. Og de er ikke gratis.
Blandt andet ønsker man støtte til ekstra arbejdsmiljørådgivning. Arbejdsmarkedets parter beder om, at der bliver etableret en pulje på 100 millioner kroner årligt, der er finansieret af statslige midler fra Forebyggelsesfonden. I fonden ligger lige nu 1,3 milliarder kroner.
Desuden ønsker man 50,4 millioner kroner til parternes arbejdsmiljøindsats, som lige nu ender i statskassen. Pengene kommer i høj grad fra erstatninger udbetalt som følge af arbejdsskader.
– Der er nødt til at følge midler med, og vi hos 3F tænker, at det må det være svært for en regering at blæse de fælles anbefalinger fra både arbejdsgiver- og lønmodtagerside et stykke, siger arbejdsmiljøkonsulenten.
Fine takter
Hos arbejdsgiverne i Dansk Byggeri er man knap så kritiske som i 3F. Her støtter man samlet set eksperternes rapport.
– Vi er især meget glade for, at branchefællesskaberne overlever den her runde anbefalinger, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen.
I branchefælleskabet sidder også Flemming Hansen fra 3F. Det er et statsstøttet organ, hvor arbejdsmarkedets parter kan indgå aftaler om, hvordan man skal tolke og forstå lovgivning på arbejdsmiljøområdet.
– Der har vi en lang tradition for godt samarbejde særligt på byggeområdet, og vi har bidt lidt negle over, om den overlevede, hvad der ligner en omkalfatring af arbejdsmiljøområdet, siger hun og understreger, at man dog ikke er i mål med bevarelsen af branchefællesskaberne alene.
– Jeg er enig med Flemming Hansen i, at LO’s og DA’s anbefalinger skal honoreres. Men bliver de det, hilser vi forandringerne velkommen, siger Mette Møller Nielsen.