Fordeling af ansøgninger på regionerne
- Af de knap 66.000 elever, der forlod grundskolen sidste år, søgte 20 % en erhvervsuddannelse. Sådan ser fordelingen ud på regionerne:
- Region Nordjylland 25,6 %
- Region Syddanmark 23,6 %
- Region Sjælland 22,3 %
- Region Midtjylland 21,3 %
- Region Hovedstaden 13,4 %
- Kilde: Undervisningsministeriet, Søgetal til erhvervsuddannelser 2022.
Det er ikke første gang, at vi hører det: I fremtiden vil der være massiv mangel på håndværkere.
For mens mange går på pension, uddannes der alt for få til at erstatte dem.
Læs også: DI: Rekordmange lærlinge – men det er stadig ikke nok
Fra politisk hold lyder målsætningen, at minimum 30 % af eleverne skal søge en erhvervsuddannelse, når de forlader grundskolen. Men tal fra Undervisningsministeriet viser, at kun 20 % af de knap 66.000 elever, der forlod grundskolen sidste år, søgte en erhvervsuddannelse.
Og ser vi 10 år frem, vil antallet af faglærte håndværkere på landsplan falde med 7 %, lyder vurderingen fra Dansk Håndværk:
– Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk det modsatte, der er brug for, fordi vi samtidig skal bruge flere hænder til at gennemføre den grønne dagsorden, siger Morten Frihagen, der er direktør i arbejdsgiverforeningen.
Læs også: Rapport: Hverken undervisere eller lærlinge ved nok om bæredygtigt byggeri
Manglen på kvalificerede håndværkere kommer man særligt til at mærke i hovedstadsområdet.
Undervisningsministeriets tal viser, at kun 13,4 % af de unge i Region Hovedstaden sidste år valgte en faguddannelse.
– Hvis den udvikling fortsætter, rammer det forbrugerne i hovedstaden direkte. Enten bliver der lange ventetider på at få løst opgaverne, eller også stiger prisen markant, siger Morten Frihagen og tilføjer:
– På landsplan bliver der 5.700 færre med en faglig uddannelse og af dem er mere end 1.900 tømrere. Også indenfor vvs- og metalområdet vil det give problemer.
Slut med arbejdskraft på tværs af landet
I Region Nordjylland valgte flest unge en faguddannelse – 25,6 % og dermed stadig færre end målsætningen for 2025.
Morten Frihagen fortæller, at virksomhederne hidtil i et vist omfang har kunnet hente nye medarbejdere på tværs af landet, men at det nødvendigvis ikke vil kunne fortsætte:
– At 25 % af de unge i Nordjylland vælger en faguddannelse dækker kun knapt det behov, der er i regionen. Så kollegerne i den landsdel vil fremover holde ekstra godt fast i deres ansatte.
– I Region Sjælland søger 22,3 % af de unge en faguddannelse – det er også for lidt, men dog væsentligt bedre end i hovedstaden. Så løsningen bliver, at medarbejdere eller virksomheder pendler over længere strækninger. Men det vil også fordyre byggeriet, forudser direktøren og opfordrer til, at der gøres en ekstra indsat for at få flere unge fra folkeskolen til at søge ind på erhvervsuddannelserne.
– Specielt i de regioner, hvor andelen af unge er lavest. Sker det ikke, vil både klimaomstillingen og private kunder kunne mærke konsekvensen inden for få år, lyder vurdering.