Alt for dyrt – annullerer udbud på nyt plejecenter

Lokalplanen er godkendt, udbuddet er sendt til indbudte totalentreprenører og skitserne til et nyt plejecenter på Vandtårnsvej i Holbæk er på plads. De indkomne bud er bare alt for høje, og udbuddet skal nu gå om.
Den nedrivningsmodne svømmehal på Vandtårnsvej skal vige pladsen for et kommende, nyt plejecenter med 80 boliger, som Lejerbo skal opføre og drifte. Foto: Holbæk Kommune
Den nedrivningsmodne svømmehal på Vandtårnsvej skal vige pladsen for et kommende, nyt plejecenter med 80 boliger, som Lejerbo skal opføre og drifte. Foto: Holbæk Kommune

Den almene boligadministrator Lejerbos samarbejde med Holbæk Kommune om opførelsen af et nyt plejecenter med 65 plejehjemsboliger, 15 specialboliger samt servicearealer på den gamle svømmehalsgrund på Vandtårnsvej er strandet i foreløbigt fire til seks måneder.

En kombination af globale prisstigninger på byggematerialer, rekordhøje energipriser og den generelle økonomiske udvikling har betydet, at ingen af de tidligere indkomne bud på totalentreprisen kunne holde sig inden for den fastsatte økonomiske ramme. I alt lyder projektets budget på 135 mio. kr.

Det der var lagt op til, var et toetagers, DGNB-certificeret plejecenter på sammenlagt ca. 7.400 kvm med i alt 80 boliger, som Lejerbo skal opføre, eje og drifte samt servicearealer, som Holbæk Kommune skal stå for driften af. Dertil kommer ca. 866 kvm kælder.

Den plan bliver foreløbigt skudt fire til seks måneder ud i fremtiden, indtil der kan gennemføres et nyt udbud.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke i første omgang kan få sat underskrift på en aftale om byggeriet af vores nye plejecenter. For når man ser på prisudviklingen, så er byggematerialer faktisk begyndt at falde lidt i pris, og håndværkernes ordrebøger har mere luft end tidligere. Vi ønsker dog ikke at gå på kompromis med kvaliteten af byggeriet ved at sænke vores krav, siger John Harpøth, formand for Udvalget for Ældre og Sundhed i Holbæk Kommune.

Han tilføjer:

– Men når alle indkomne bud ligger væsentlig over vores økonomiske ramme, så finder vi det nødvendigt at annullere det nuværende udbud og lave et nyt. Det kommer desværre til at betyde en yderligere forsinkelse af plejecentret. Med det nye udbud skal vi kigge nærmere på de konditioner, som udbuddet bygger på, på den samlede økonomiske ramme, og om der er nogle parametre, som er mulige at skrue på, men hvor vi stadig sikrer, at vi får det plejecenter, som vi alle ønsker os.

Et opslag i Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark viser, at projektets startdato efter det udsatte udbud er blevet ændret til oktober 2023 mens projektets slutdato er blev ændret fra november 2024 til april 2025. Begge datoer er dog med forbehold.

Relateret indhold