Det er ofte vinduet, indbrudstyve benytter som adgangsvej, når de er på rov. Det siger i hvert fald over halvdelen af de tyve, der har medvirket i Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse “20 tyve”. Det fortæller Abus-Gruppen Nordic A/S i en pressemeddelelse, hvor de offentliggører, at de har opkøbt sikringsproducenten Lindrucker.
Vinduessikring er et sikringsområde i vækst. Det er erfaringen fra Abus’ europæiske markeder, hvor det er det produktområde, som har vækstet mest inden for de seneste fem år. Første skridt i at gøre kunsten efter på det skandinaviske marked er netop opkøbet af produktserien i Lindrucker.
– Lindrucker producerer gennemtænkte sikringsprodukter til vinduer – herunder en vindueshaspe og en vindueslås. Vi er meget glade for at have fået Lindrucker-produkter ind under ABUS-paraplyen, siger Kim Møller-Nielsen, administrerende direktør i Abus-Gruppen Nordic A/S.
Totalleverandør
Det oplyses, at Lindruckers vinduessikringsprodukter matcher det skandinaviske marked bedre, end Abus’ tyskproducerede produktsortiment gør. Årsagen er, at der er forskel på vinduer. I Syd- og Mellemeuropa åbner de fleste vinduer indad, mens størstedelen af de skandinaviske vinduer åbner udad.
– Derfor udvider vi produktporteføljen, så vi i højere grad kan matche behovet på de nordiske markeder. Med Lindrucker-produkterne i sortimentet understreger Abus sit ønske om også at ville være en kompetent og kvalitetsbevidst totalleverandør af sikringsprodukter på det skandinaviske marked, siger Kim Møller-Nielsen.
Gode anbefalinger
ABUS har foretaget et strategisk opkøb af aktiverne i Lindrucker. Det betyder, at Abus overtager Lindruckers nuværende varelager samt fremtidig produktion, og at Lindrucker-produkter fremover udelukkende forhandles af Abus under navnet Abus Lindrucker. Desuden har Abus et ønske om at fortsætte Lindruckers gode samarbejde med en række forsikringsselskaber.
– Mere end et dusin forsikringsselskaber anbefaler Lindruckers vinduessikringsprodukter – ganske enkelt fordi de er blandt markedets bedste. Et sådant samarbejde er unikt, og det håber vi naturligvis at kunne videreføre, siger Kim Møller-Nielsen.