ABC åbner kontor i Silkeborg

Den rådgivende ingeniør-virksomhed indtager Jylland og henter en lokal profil ind til den daglige ledelse.
Rådgiverne oplever eksplosiv vækst og breder sig til Jylland. Pressefoto.
Rådgiverne oplever eksplosiv vækst og breder sig til Jylland. Pressefoto.

De rådgivende ingeniører fra ABC får nu fysisk tilstedeværelse i Jylland med et kontor i Silkeborg.

Det skal sikre nye, store opgaver og dygtige medarbejdere til virksomheden, der i fjor havde en stigning i nettoomsætningen på 38 procent.

Det er afgørende for vores succes, at vi kan rekruttere de bedste ingeniører og projektledere i hele landet

Ammar Al-Temimi, ABC

Til at lede kontoret og ekspansionen i Jylland har ABC rekrutteret en erfaren, lokal ingeniør-profil. Konstruktionsingeniøren Gerner Klærke har knap 20 års erfaring i branchen og kommer fra et job som teknisk direktør hos Hamiconsult.

– Det er virkelig en spændende opgave at introducere ABC til Jylland. Med vores centrale placering kigger vi både mod øst, vest, syd og nord. Alle steder er der godt gang i byggeriet, men jeg er overbevist om, at ABC med sin særlige profil kan tiltrække spændende projekter og de rigtige medarbejdere, siger Gerner Klærke, der har titlen regionschef.

Enig direktør

Allerede i dag udfører ABC adskillige opgaver i det jyske. Regionsdirektøren er dermed på linje med sin chef, administrerende direktør Ammar Al-Temimi, når det kommer til optimismen.

– Med ansættelsen af Gerner Klærke sikrer os bedre lokalkendskab og tilstedeværelse. Samtidig er det afgørende for vores fortsatte succes, at vi kan rekruttere de bedste ingeniører og projektledere i hele landet, siger han.

Lige nu har Gerner Klærke travlt med at fortælle om ABC’s leverancemodel med skarpt fokus på bærende konstruktioner, bæredygtighed, projekt- og projekteringsledelse.

Virksomheden, med hovedsæde i Rødovre, har en mindre hær af specialister inden for primært bærende konstruktioner og bæredygtighed.

Gerner Klerke. Pressefoto.
Gerner Klerke. Pressefoto.

Men firmaet påtager sig også rollen med at samle og styre et team af andre specialiserede rådgivere til projekteringen – eksempelvis inden for el- og vvs-installationer. Den model har vist sig attraktiv og tænder den nye regionschef.

– Det er et attraktivt koncept, da vi sikrer en høj faglighed på alle ydelser over for kunden, siger Gerner Klærke.

Sket meget

Det er under et år siden, at ABC åbnede kontor i Odense. Her er man oppe på 10 medarbejdere. Gerner Klærke har ansat den første medarbejder og forventer hurtigt at vokse ud af lokalerne i kontorfællesskabet i Silkeborg.

– Jeg regner med, at vi kommer op på ti mand relativt hurtigt. En blanding af ingeniører, konstruktører og projekteringsledere. Men det skal være de rigtige profiler, der kan tilføre faglighed og arbejdsglæde til kontoret og kunderne, siger Gerner Klærke. Internt kommer vores kontor til at være en mindre enhed, hvor medarbejderne bliver fagligt udfordret og får indflydelse, men med resten af ABC’s samlede faglighed i ryggen.

Den 45-årige ingeniør har lige nu travlt med at rekruttere medarbejdere og arrangere faglige præsentationer for totalentreprenører, udviklere, pensionskasser og industrikunder.

Relateret indhold