Ingeniørvirksomheden AB Clausen har vundet titlen som ‘Årets Virksomhed’ i Rødovre Kommune og Gazelleprisen for tredje år i træk. Virksomheden specialiserer sig i bærende konstruktioner og har 43 ingeniører ansat, hvoraf de 35 af dem er konstruktionsingeniører.
– AB Clausen er specialister i bærende konstruktioner, og vi er en klar modtrend til den konsolideringsbølge, som i øjeblikket skyller henover bygge- og anlægsbranchen. De store danske ingeniørvirksomheder med flere tusinde ansatte er rigtig dygtige og nyder vores store respekt. Dog møder vi også mange kunder, som har været frustrerede over en distance og mangel på nærhed med rådgiverne, som ofte hersker i de store “One stop shopping”- ingeniørvirksomheder, siger ejer og administrerende direktør hos AB Clausen, Ammar Al-Temimi.
Virksomheden ser tillid som et nøgleparameter, og derfor prøver de at nå kunderne med tætte relationer.
– Hos os kan kunderne sætte ansigt på vores medarbejdere. Lederne, og mig selv som ejer, kender alle projekter. Kunderne ved, hvem de arbejder sammen med. Det gør dem trygge. Fordi vi har et tæt kendskab til opgaverne, er vi desuden færre mand i kundemøderne. Det reducerer ofte vores honorar, siger Ammar Al-Temimi.
På jagt efter milliardentrepriser
Senest har AB Clausen blandt andet været med til at renovere Postcentralen i København. Det er et projekt på 24.500 kvadratmeter, som udmunder i et hotel med 390 værelser. Ifølge ejeren er virksomheden nu klar til at varetage endnu større enterpriser.
– Vi vil være Danmarks kompetencecenter for bærende konstruktioner. Inden for byggeri har AB Clausen allerede lige så mange konstruktionsingeniører som hver af de store ingeniørvirksomheders afdelinger i København. Det betyder, at også vi kan løfte milliardentrepriser. Til at håndtere de ydelser, som vi ikke kan levere, har vi etableret tætte alliancer med specialister inden for teknikfagene, bl.a. VVS, el, installation, brand, geoteknik, miljøanalyser og akustik, siger Ammar Al-Temimi.
AB Clausen blev etableret i 2009 og er blevet udviklet med inspiration fra Tyskland og England.