– Er du tilfreds, spurgte Kronprins Frederik Bjarke Ingels, da de to hilste på hinanden med et mandekram under indvielsen af museet Tirpitz i Blåvand 29. juni.
Bjarke Ingels vendte straks spørgsmålet om til kronprisen, som ikke var sen til at rose det spektakulære projekt, der er bygget ned i terrænet i det vestligste Danmark. Bjarke Ingels selv er også tilfreds med 150 millioner kroners-projektet, der er opført lige ved siden af Tirpitz-stillingen, der er et kanonbatteri, der aldrig blev færdiggjort under anden verdenskrig og nu også virker som museum.
Underspillet byggeri
– Jeg er selv svært tilfreds, men det er faktisk først nu, jeg kan mærke, om vi er nået i mål. Da jeg gik rundt i museet i aftes og igen her til morgen, kunne jeg se, at det på samme tid er noget af det mest underspillede og dramatiske byggeri, vi har tegnet til dato. Helt grundlæggende har vi forsøgt at lave et museum, der er en absolut modsætning til bunkeren lige ved siden af, der jo er afvisende i sin natur. Museet skal være et kulturelt mødested, siger Bjarke Ingels.
Bruger historien
BIG har også tegnet det prisbelønnede Museet for Søfart i Helsingør, hvilket var et projekt, der tog udgangspunkt i en gammel tørdok i skabelsen af et museum. På samme måde har Tirpitz taget udgangspunkt i bunkeren på stedet.
– Noget af det fede ved at være arkitekt er, at man tit bliver inviteret til at komme og se et bestemt sted og sætte sig ind i historien på stedet. Den bruger man så efterfølgende til at sætte rammen for byggeriet. Da man opførte tørdokken i Helsingør eller Tirpitz-bunkeren her i Blåvand fik arkitekterne frit spil til at bygge – i dag må vi arkitekter snige os ind under marehalmen for at være her, griner Bjarke Ingels med henvisning til, at områdets oprindelige naturlandskab er genskabt oven på museets fire tage gennem beplantning med marehalm. På den måde skal bygningen fremstå som en harmonisk del af landskabet.
Museet er bygget ned i landskabet, og fra hvert verdenshjørne fører en sti ned i museet, som på den måde rejser sig omkring den besøgende, i takt med at man nærmer sig museets midte, hvor stierne mødes i et udendørs rum, der skærmer de besøgende fra vestenvinden. At museet åbner sig på denne måde er med til at trække dagslyset ind i det nye byggeri, der består af beton, stål, sand og marehalm.
Husk stederne
– Man får kun lavet noget ud over det sædvanlige med en usædvanlig indsats. Der skal sindssygt meget til at få sådan et projekt op af jorden – først og fremmest en visionær bygherre. Men den traditionelle modsætning mellem land og by er også lidt under opløsning, synes jeg. Ethvert sted har sin egen særlige historie, sit eget landskab, sin egen grund til at ligge lige der. I Helsingør var vi med til at fortælle historien om tørdokken, og her i Blåvand er det krigen, der er med til at tegne stedet. Hvis der er en besked med Tirpitz, så er det, at vi ikke glemmer historien. Hvis vi glemmer, så bliver vi heller ikke klogere. Vi skal huske stederne og forstå, hvad der skete, siger Bjarke Ingels.
Unik konstruktion
Det nye museum består af nogle unikke konstruktioner, som BIG er stolt over at have været med til at realisere. Ikke mindst taget med store, ustøttede spænd, som der ikke var nogen danske ingeniører, der ønskede at regne på, hvorfor man måtte vende blikket mod udlandet for at få realiseret ideerne.
– I arkitektur er det sådan, at det er de ting, der ikke er på et byggeri, der har gjort byggeriet besværligt. Normalt bæres et tag af søjler, men her går alle tagets kræfter ind i klitten, der på den måde bliver en del af konstruktionen. Hvis man vil skælde ud på et byggeri, så får det ofte betegnelsen ‘betonbyggeri’. Men i dette betonbyggeri har alle virkelig keret sig om både konstruktionen og detaljerne i en grad, som jeg virkelig er stolt over, siger Bjarke Ingels.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';