41 nye konkurser i august

I sidste måned var der 41 konkurser i bygge- og anlægsbranchen - samlet for året er det nu 591, hvilket er knap 60 procent flere end samme periode sidste år.
Antallet af konkurser i august var 41 - det laveste for en måned i hele 2016. Foto: Colourbox.
Antallet af konkurser i august var 41 - det laveste for en måned i hele 2016. Foto: Colourbox.

Selvom antallet af konkurser i august var forholdsvis beskedne, så ligner 2016 foreløbig et ret barsk konkursår.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i august var 41 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er det laveste antal konkurser, der har været på én måned i 2016. Antallet af konkurser indtil videre i år ligger dog knap 60 procent over samme periode i 2015. Der har i år til dato været 591 konkurser. I 2015 var der registreret 371 konkurser ved udgangen af august.

Der er således flere konkurser i 2016, som måske burde være kommet allerede i 2015.

Analysechef Andreas Fernstrøm Dansk Byggeri

– Efter måneder med ufatteligt mange konkurser, er det utvetydigt positivt, at der i august måned ‘blot’ var 41 konkurser i branchen. Vi skal dog i samme moment huske, at enlig svale gør ingen sommer – vi har i årets første otte måneder haft næsten 60 procent flere konkurser end samme periode sidste år, siger analysechef Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.

Han tilføjer, at de mange konkurser i 2016 blandt andet er drevet af, at SKAT er begyndt at indkræve skattegæld, som burde have været betalt for længst.

– Der er således flere konkurser i 2016, som måske burde være kommet allerede i 2015. Det er derfor ikke et billede af en branche, som er på vej ud over afgrunden, slutter Andreas Fernstrøm.

Relateret indhold