3F: Det bliver dyrt at tvinge overarbejde igennem

Store dele af fagbevægelsen, ikke mindst medlemmerne i byggegruppen under 3F, er stærkt utilfredse med resultatet af overenskomstforhandlingerne.
77 procent af de afgivne stemmer i byggegruppen var på et 'nej'. Foto: Colourbox.
77 procent af de afgivne stemmer i byggegruppen var på et 'nej'. Foto: Colourbox.

Det er især reglen om, at arbejdsgiverne kan varsle overarbejde med op til fem timer ugentlig, der har fremkaldt protesterne, og i dag mødes en række repræsentanter for 3F-medlemmerne i byggegruppen landet over for at diskutere, hvad man kan gøre.

Der peges også på, at for stor en del af overenskomsten reelt bestemmes af resultatet på industriens område, og at de andre grupper under fagbevægelsen har for lidt indflydelse på det endelige resultat.

Formanden for 3F’s byggegruppe, Kim Lind Larsen, siger til Dagens Byggeri, at protesterne mod overenskomstresultatet, der førte til et nej fra medlemmerne i byggegruppen, ikke kommer så overraskende for ham, men det kom bag på ham, at nej’et blev så stort – 77 procent af de afgivne stemmer var et nej:

Medlemmerne blev hørt

– Vi kørte op til overenskomstforhandlingerne en lang proces, hvor vi dels indkaldte forslag fra afdelingerne og dels lavede en medlemsundersøgelse om, hvilke emner medlemmerne prioriterede. Vi har selvfølgelig ikke opnået det hele, men vi kom et godt stykke ad den vej. Vi har altså gjort, hvad vi overhovedet kunne, for at få det med, som medlemmerne gerne ville have. Når det gælder timelønnen forhandles den ude på de enkelte arbejdspladser, mens der er faste priser på akkorderne for de enkelte opgaver. De priser har vi løftet. Der er mig bekendt ingen danske byggearbejdere, der arbejder til mindstelønnen, men det er der desværre udenlandske kolleger, der gør. Det er ikke godt. Vi har, siden vi tog den første kontakt til Dansk Byggeri før årsskiftet, kæmpet for at få noget hjem omkring social dumping, og det lykkedes desværre ikke, siger Kim Lind Larsen.

Ingen betydning i praksis

Konsekvenserne af muligheden for, at arbejdsgiverne kan diktere overarbejde, mener Kim Lind Larsen ikke får betydning i praksis:

– Forskellige betingelser skal opfyldes, før en arbejdsgiver kan diktere overtid. I forvejen er byggeriet en branche, hvor der foregår en del overarbejde allerede i dag. Medarbejdere og virksomheder indgår løbende aftaler med hinanden. Jeg tror, at vores medlemmer er blevet utilfredse med, at det magtforhold er flyttet lidt, fordi nogle arbejdsgivere har fået mulighed for at trykke lidt ekstra på i forhold til tidligere. Men de fleste arbejdsgivere vil vælge frivillige aftaler om overarbejde. Hvis man tvinger en bygningsarbejder til noget, er det næppe den rigtige måde at gøre tingene på ude på byggepladserne, siger byggegruppens formand videre.

En dyr affære

Han understreger, at tvunget overarbejde fortsat kræver overtidsbetaling, ligesom det yderligere betyder afspadsering. Derved kan varslet overarbejde gennem tvang blive en dyr affære for én arbejdsgiver:

– Normalt arbejder man over efter aftale og uden afspadsering. Nu har man ud over overarbejdsbetaling mulighed for fritid, så kroppen kan restituere sig. Og så er den normale arbejdstid på 37 timer stadig gældende, forklarer Kim Lind Larsen, der de kommende uger vil rejse rundt i landet på kryds og tværs for at fortælle medlemmerne om konsekvenserne af overenskomstresultatet.

Der er mig bekendt ingen danske byggearbejdere, der arbejder til mindstelønnen, men det er der desværre udenlandske kolleger, der gør. Det er ikke godt.

Relateret indhold