Om boligerne
- Boligerne indeholder en hems, som giver mulighed for at adskille soveområdet fra opholdsområdet – i princippet en to-rums bolig på 30 kvadratmeter eller tre-rums bolig på 45 kvadratmeter. De høje skrånende lofter sikrer rummelighed og godt dagslys i boligerne.
- Boligerne udformes som rækkehuse med egen terrasse og med mulighed for etablering af egen have. Erfaringsmæssigt er det en meget eftertragtet boligtype for beboere i alle aldersgrupper og samfundslag. Samtidig sikrer rækkehusdisponeringen, at husene nemt kan omdannes til attraktive familieboliger.
- Boligerne er muret byggeri, som både sikrer sunde boliger med godt indeklima og lang levetid, der også over tid fremstår ordentlige og velholdte.
- Boligerne er robuste og billige i drift, da murede vægge, betongulv og trælofter eliminerer skrøbelige plade- og gipsoverflader.
- Boligerne opføres i naturlige og genanvendelige materialer og er designet til at opfylde 2020 energikrav med solceller på tagene. Gode lysforhold og massive gulve er med til at udnytte passiv solvarme, samt spare på kunstig belysning. Den faste belægning på udearealerne minimeres, så regnvand kan nedsive på grunden.
- Bebyggelsesplanerne kan sammensættes på et utal af måder, så bebyggelsen tilpasses den omkringliggende bys struktur og eksisterende infrastruktur.
- Det fælles vaskeri indrettes, så det også fungerer som fælleshus og et sted, hvor beboerne kan møde hinanden i hverdagen.
“Gode forslag til private og fælles opholdsarealer” og “boligindretning, der er optimeret med gode opbevaringsmuligheder og rumligheder”. Det er blot nogle af de positive ord, som Egedal Kommune har om 3Bs byggeprojekt “Fra flygtning til Egedal-borger”, der i en åben idékonkurrence er udvalgt til at blive hjem for familier med mindre indkomster, heriblandt kommunens flygtninge.
Dermed skal Boligforeningen 3B nu bygge cirka 80 boliger i den store kommune nordvest for København – Egedal, som er en helt ny kommune for 3B. Boligerne skal bygges på fire forskellige grunde i kommunen og blandes med almindelige familieboliger. Netop ved at blande boligtyperne skabes et godt grundlag for, at de nye beboere får gode muligheder for hurtigt at blive en del af et fællesskab med andre beboere i området.
Huslejen kommer formentlig til ligge mellem 3.000 og 4.500 kroner, afhængig af størrelsen på enten 30 eller 45 kvadratmeter.
– I 3B bærer vi et stort og bredt samfundsansvar, der blandt andet går ud på at bygge boliger for alle. Også for dem, der står i en af de allersværeste situationer – at måtte flygte fra sit hjemland på grund af krig, uretfærdighed eller forfølgelse. Alle – også flygtninge – har ret til at bo ordentligt og blive en del af et stærkt fællesskab, siger Steffen Morild, formand for Boligforeningen 3B.
Trygge rammer
Det er tegnestuen Leth & Gori, der har tegnet “Fra flygtning til Egedal-borger” sammen med 3B.
– Vi er glade og stolte over at medvirke til at skabe gode og sunde boliger for Egedals nye og eksisterende borgere. Boliger, som skaber gode og trygge rammer for hverdagsliv og fællesskab. Boliger, som nænsomt tilpasses stedet, tilbyder gode uderum til beboerne og åbner sig mod omverdenen. Boliger, som er fleksible, så de let kan tilpasses ændringer i beboersammensætningen og beboernes boligbehov, siger Uffe Leth, arkitekt og partner, Leth & Gori.
Permanente og fleksible
“Fra flygtning til Egedal-borger” er en videreudvikling af 3B’s og Leth & Goris byggekoncept “Robuste Små Boliger”. Her bliver gedigne boliger bygget efter traditionelle og afprøvede metoder i robuste materialer, der kræver minimal vedligeholdelse og sikrer sunde boliger med godt indeklima. Boligerne placeres og bygges, så de understøtter rammer for fællesskab både internt i bebyggelsen og med det omkringliggende kvarter.
De nye boliger i Egedal Kommune bliver permanente hjem for flygtninge, men fleksibiliteten er stor, hvis behovene ændrer sig.
– Vi kan nemt og billigt slå to af boligerne sammen til en større familiebolig, hvis kommunen ønsker det. I første omgang er vi blot glade for at skulle bygge nogle ordentlige rammer, der kan skabe grobund for en tryg base, siger Steffen Morild.
Ingeniører på projektet er Regnestuen samt Spangenberg & Madsen Rådgivende Ingeniørfirma. Byggeriet af de cirka 80 permanente flygtningeboliger begynder efter planen i 2018.