30 procent skal gå erhvervsvejen i Varde

Et partnerskab mellem DI Dansk Byggeri, Rybners og Varde Kommune skal få 30 procent til at vælge en erhvervsuddannelse og sikre tilsvarende praktikpladser.
Varde vil være med helt i front, når det kommer til at få unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Pressefoto.
Varde vil være med helt i front, når det kommer til at få unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Pressefoto.

Store årgange forlader arbejdsmarkedet i de kommende år, og forventningen er, at der særligt inden for byggeri- og anlæg bliver mangel på arbejdskraft.

Den udfordring skal et partnerskab mellem DI Dansk Byggeri, Rybners og Varde Kommune løse ved at styrke forbindelsen mellem folkeskoler, erhvervsuddannelser og lokale virksomheder.

Blandt andet skal unge med dalende motivation støttes i højere grad, så de kommer i mål med deres erhvervsuddannelse. Mens det andre steder i landet ofte er svært at finde praktikpladser, er udfordringen omvendt i Varde Kommune, hvor der tilbydes praktiksikkerhed.

– Samarbejdet sikrer, at alle unge, der kan og vil, får en praktikplads. Vi har nemlig masser af virksomheder, der mangler lærlinge. forklarer Michael Mathiesen, formand DI Dansk Byggeri.

Vil overgå nationale mål

Målet med partnerskabet er, at andelen af elever, der vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, skal ligge på minimum 30 procent frem mod aftalens udløb i 2024.

– Vi har samarbejdet tæt i flere år, og derfor det naturligt, at vi indgår en decideret partnerskabsaftale. Det har vist sig, at samarbejde og gode relationer mellem kommune, arbejdsgiverorganisation og undervisningssted via korte kommandoveje kan løse op for mange af de udfordringer, som kommende og nuværende elever oplever, siger Olaf Rye, direktør hos Rybners.

Dermed overgår ambitionerne Regeringens nationale mål om, at 25 procent skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025 og 30 procent i 2030.

Årsagen til det ambitiøse mål i Varde Kommune er, at det allerede er lykkedes at få 28,9 procent til at vælge en erhvervsuddannelse. Den udvikling skal partnerskabet styrke yderligere

– Fremtidens vækst i vores kommune er afhængig af, at vores virksomheder kan rekruttere arbejdskraft. Med dette partnerskab styrker vi leddene mellem uddannelse og virksomheder, så vores unge mennesker i endnu højere grad får øjnene op for de mange muligheder med en erhvervsuddannelse, siger borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl.

Relateret indhold