2019 – et år hvor farten bliver sat lidt ned

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2018 - og frem mod 2019. I dag administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Der var god grund til at sætte fut til nytårsfyrværkeriet ved indgangen til 2018. Det var lykkedes at gøre håndværkerfradraget permanent fra årsskiftet. En god start på et begivenhedsrigt år, hvor der især i den første del af året var tryk på nybyggeriet, boligrenoveringer og en række store anlægsopgaver. Det vil der fortsat være i 2019, men meget tyder på, at vi har passeret toppen af opsvinget, og for især anlægsbranchen bliver der sat bekymrende få projekter i gang.

Den største udfordring for bygge- og anlægsvirksomhederne har i 2018 dog uden tvivl været, at mange har haft svært ved at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Hver tredje virksomhed i branchen måtte sige nej til ordrer, fordi de manglede de rette medarbejdere. Og derfor gik jeg tidligere i år i medierne med et budskab til regeringen og Folketinget om, at vi skal fortsætte reformerne i Danmark i stedet for at spilde de gode tider på politiske pseudodiskussioner!

Godt – men ikke nok

Vi skal have endnu flere borgere, der i dag står uden for arbejdsmarkedet, i job. Det kræver politisk vilje. Og så skal flere unge få øjnene op for de mange spændende erhvervsuddannelser, der er – ikke mindst i byggeriet. Heldigvis har bygge- og anlægsvirksomhederne indtil nu oprettet 12 procent flere praktikpladser. Den politiske aftale om erhvervsuddannelserne, der faldt på plads med finansloven, indeholder mange gode initiativer. Og til januar er Byggeriets Kvinderåd klar med forslag til, hvordan vi kan få flere kvinder til at vælge en uddannelse og karriere i byggeriet. Alt sammen initiativer, der peger i den rigtige retning.

Men det er ikke nok. Vores virksomheder skal også kunne tiltrække de medarbejdere fra udlandet, som byggeriet er så afhængig af. Heldigvis ser vi, at flere og flere, fortrinsvis fra de østeuropæiske lande, kommer hertil for at arbejde i bygge- og anlægsvirksomhederne. Dem skal vi tage godt imod.

Men lad mig komme med en opfordring – ikke mindst til politikerne: hold nu op med at blande debatten om flygtninge og migranter sammen med behovet for dygtige udlændinge, der kommer til Danmark med det formål at arbejde, og som vi ikke kan undvære. Det er ødelæggende for hele det danske erhvervsliv.

Den netop overståede finanslovsaftale var en blandet landhandel. På den positive side er, at det nu bedre kan betale sig for seniorer at blive længere på arbejdsmarkedet. Og at det absurde gebyr for affaldshåndtering bliver fjernet i det nye år. Det betyder 300.000 færre girokort til danske virksomheder.

Ønsket om at få fjernet det forhadte gebyr var med i Dansk Byggeris udspil om, hvordan hverdagen for små virksomheder med under ti ansatte kan blive lettere og mindre bureaukratisk. Erhvervsminister Rasmus Jarlov tog godt imod de mange forslag, som jeg håber, vil blive realiseret hen ad vejen.

Lige som vi håber, at Folketinget vil tage erhvervslivets ønske om lavere skat på arbejde og fortsat reformkurs alvorligt. Det er en nøgleopgave for den kommende regering – og nødvendigt, hvis vores virksomheder fortsat skal kunne klare sig i konkurrencen og Danmark også i fremtiden skal være et velstående land.

Nyt AB-system

En af de største begivenheder for bygge- og anlægssektoren i det forgangne år er, at vores årelange arbejde med et nyt AB-system nu endelig er slut. De grundlæggende rammer for forholdet mellem bygherre og entreprenør er på plads til stor gavn for alle parter.

Nu er det vigtigt, at staten, kommunerne og andre bygherrer sørger for at følge AB18. Dansk Byggeris juridiske afdeling er på rundtur i hele landet for at fortælle mere om ændringerne, der træder i kraft fra årsskiftet. Vi skal have alle med på de nye regler, så vi ikke får flere konflikter end højst nødvendigt.

Valgkamp forude

I 2019 bliver folketingsvalget og den efterfølgende regeringsdannelse den altoverskyggende politiske begivenhed.

I Dansk Byggeri ser vi blandt andet frem til at se en nye infrastrukturplan blive til virkelighed. I de kommende år er det nemlig meget småt med nye vej- og broprojekter. Det vil ramme anlægsbranchen hårdt og føre til afskedigelser og tab af værdifuld viden og erfaring, for slet ikke at tale om de store tab for samfundet, fordi vi investerer alt for lidt i vores allesammens infrastruktur. Resultatet er nemlig længere køer på vejene, ringere offentlig transport og større trængsel.

Dansk Byggeri vil også gå i dialog med den nye regering – uanset partifarve – om en national råstofstrategi for Danmark. Det har store økonomiske og miljømæssige konsekvenser at lukke ned for vigtige råstofkilder til byggeriet uden omtanke for, hvor råstofferne så skal komme fra. Derfor må den kommende infrastrukturplan følges op af en national råstofstrategi.

Fokus på klima

2019 bliver også året med klimaforhandlinger og en ny strategi for byggeriets bidrag til den grønne omstilling. Vi er klar til at arbejde sammen med Christiansborg, kommuner og regioner, så vi kan sætte gang i energirenoveringerne med store gevinster for vores klima til følge.

Vi ser frem til et særdeles spændende år, hvor masser af nye boliger og bygninger vil skyde op, og hvor der vil være tryk på renoveringer, men hvor rettidig omhu bør være et nøgleord. Efter nogle forrygende år i overhalingsbanen vil det for mange af vores bygge- og anlægsvirksomheder være nødvendigt at trække lidt i håndbremsen, konsolidere sig – og have et skarpt øje på bundlinjen.

Rigtig godt nytår.

Efter nogle forrygende år i overhalingsbanen vil det for mange af vores bygge- og anlægsvirksomheder være nødvendigt at trække lidt i håndbremsen, konsolidere sig – og have et skarpt øje på bundlinjen.

Relateret indhold