144 projekter kæmper om Renoverprisen i jubilæumsår

Det er ikke længere muligt at indstille til at blive Danmarks bedste renovering, og nu er det op til nomineringsudvalget at udvælge de nominerede, som i år skal findes inden for de tre jubilæumspriser.
Det er tiende gang, at Renoverprisen uddeles, og det betyder blandt andet, at antallet af nominerede øges fra seks til ni projekter fordelt på tre kategorier.
Det er tiende gang, at Renoverprisen uddeles, og det betyder blandt andet, at antallet af nominerede øges fra seks til ni projekter fordelt på tre kategorier.

Siden indstillingsperioden til Renoverprisen 2022 åbnede i starten af året, er hele 144 projekter blevet indstillet som bud på Danmarks bedste renoveringsprojekt. Det tæller blandt andet omdannelsen af en gammel skole til almene boliger og et nedslidt mejeri, der er blevet et nyt lokalt knudepunkt med både butikker og bryggeri.

Det er tiende gang, at prisen uddeles, og i den anledning skal der uddeles hele tre priser fordelt på kategorierne ‘bygninger, vi bor, arbejder og oplever i’. Vinderen i hver kategori får – udover æren – også en check på 50.000 kr., der går til hele holdet bag renoveringen.

– 2022 byder på en inspirerende pulje af renoveringer med masser af godt håndværk og fremragende tekniske løsninger, siger Susanne Borenhoff, administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond, der sammen med Realdania uddeler prisen.

Hun tilføjer:

– Det er for eksempel spændende at se revitaliseringen af det nedslidte almene boligområde Ringbakken i Sønderborg, og etageejendommen på Islands Brygge som er renoveret med respekt for de oprindelige kvaliteter og håndværksmæssige værdier. Mangfoldigheden glæder mig, specielt når vi i jubilæumsåret har tre priser at dele ud. Jeg glæder mig til at se, hvilke projekter som bliver nomineret.

Ekstra klimahensyn tænkt ind i renoveringen

Bæredygtighed vil være hovedkriteriet på tværs af de tre kategorier, og det betyder, at nomineringsudvalget vil have et særligt fokus på de projekter, der har gjort en ekstra indsats for at anvende klimavenlige løsninger.

– Byggeriet spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Og der er brug for, at flere i branchen prioriterer eksempelvis genanvendelse og innovative løsninger, når vi bygger – og når vi renoverer. Derfor har vi i år sat fokus på netop de projekter, der formår at tænke ekstra klimahensyn ind i renoveringen. Håbet er, at de også kan inspirere andre til at skrue op for de klimavenlige løsninger, når der renoveres, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Tre kategorier og fem kriterier

I anledningen af jubilæumsåret øges antallet af nominerede fra seks til ni projekter fordelt på de tre kategorier, som er:

– Bygninger, vi bor i (private boliger, herunder énfamiliehuse, etagebyggeri, almene boliger osv.)- Bygninger, vi arbejder i (erhverv)- Bygninger, vi oplever i (institutioner, herunder uddannelsesinstitutioner og kulturelle institutioner).

Nomineringsudvalget får i sit arbejde med at finde de nominerede støttet af Build, Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, der gennemfører en faglig vurdering.

Alle indstillede projekter bedømmes ud fra fem kriterier, der foruden bæredygtighed som hovedkriterie tæller ‘Brugskvalitet og bidrag til omgivelserne’, ‘Udførelseskvalitet og værdiforøgelse’, ‘Eksempelværdi’ og ‘Samarbejde’.

Inden offentliggørelsen i medio juni gennemgår de nominerede en sidste kontrol, der udføres af advokatkontoret Molt Wengel.

Vinderne kåres ved en prisfest i København i september 2022.

Relateret indhold