Region Syddanmark er med flere længder den bygherre, der pt. har gang i flest projekter i regionen. 18 projekter er Region Syddanmark bygherre på pt. – til en samlet byggesum på mere end 6 mia. kr.
Det er især opførelsen af det nye supersygehus Nyt OUH, der bringer regionen i top. Herfra er der føjet otte projekter til listen, som er trukket i SMART, Byggefaktas omfattende database over danske bygge- og anlægsprojekter.
Det største projekt på Nyt OUH er pt. delprojekt 04, hvor der opføres knap 100.000 kvm behandlings- og sengeafsnit for 1,8 mia. kr. Herefter kommer Vidensaksen, som er den samlende, nord-sydgående bygningsmæssige rygrad, der forbinder Syddansk Universitet (SDU) mod nord med hovedindgangen til Nyt OUH mod syd.
Læs også: Top10: Største bygherrer i Region Midtjylland
Vidensaksen er anlæggets centrale bygningskrop og huser de funktioner, som både hospitalet og universitet trækker på, samt de funktioner som er mest offentligt orienteret. Budgettet for Vidensaksen er alene anslået til 1,1 mia. kr.
Blandt andre igangværende projekter, som Region Syddanmark opfører netop nu, er det nye autismecenter i Fredericia til 85 mio. kr., som færdiggøres i denne måned, samt et helt nyt neonatalafsnit med nyt familieområde samt renovering og modernisering af den eksisterende fødeafdeling på Kolding Sygehus. Dette projekt har et anslået budget på små 60 mio. kr.
På en flot andenplads på Top10-listen – med en anlægssum på 1,3 mia. kr. – kommer Nordborg Ferieresort, som Bitten & Mads Clausens Fond aka. Danfoss samt Linak Holding står bag.
Første etapes 440 feriehuse m.v. forventes færdige til december. Resortet, der er tegnet af Viva- og Zeni Arkitekter, og som Hoffmann er totalentreprenør på, får på sigt ca. 700 feriehuse, havbad, promenade, bycenter, besøgsgård, gang-og cykelstier, søer, uden-og indendørs aktiviteter, waterpark samt et 7.200 kvm indendørs vandland (Aqua Mundo).
Også Din Forsyning bygger for 1,3 mia. kr. – det er dog i en helt anden genre. Regionens tredjestørste bygherre etablerer nemlig nyt fjernvarmeanlæg på havnen i Esbjerg til erstatning for det kulfyrede anlæg på Esbjergværket.
Projektet omfatter etablering af et 60 MW fliskedelanlæg og 50 MW havvandsvarmepumpeanlæg. Disse bygninger får et samlet areal på op til 10.000 kvm med en bygningshøjde på op til 15 m, der skal rumme kedelanlæg, indendørs lager til oplagring af flis samt anlæg til røggasrensning samt en skorsten på 60-80 m. Derudover etableres en ny el-kedel på 30 MW til spids- og reservelast samt et havvandsbaseret varmepumpeanlæg i en ca. 2.500 kvm bygninger.
To boligorganisationer på listen
Også to boligorganisationer – Civica på 4. pladsen og DAB på 9. pladsen er kommet ind på listen over de største bygherrer i Region Syddanmark.
Civica har travlt med otte projekter til en samlet byggesum på 952 mio. kr., bl.a. i Vollsmose i Odense, der frem mod 2030 skal følge ‘Den sidste Vollsmoseplan’ fra 2018 og transformeres fra udsat boligområde til en attraktiv og velfungerende bydel.
Eksempelvis er 200 boliger revet ned i Birkeparken, hvor også 249 almennyttige boliger skal ændres fra fugtige og skimmelramte til moderne og lyse DGNB Sølv-certificerede boliger.
Læs også: Top10: Største kultur- og fritidsbyggerier der afsluttes i 2024
Også DAB har nok at gøre på otte projekter til samlet 689 mio. kr., bl.a. i Esbjerg, hvor der er fuld gang i renoveringen af boligejendomme i bl.a. Hedegårdene (225 mio. kr.), Åhaven (165 mio. kr.) og Sirusparken (140 mio. kr.).
På 5. pladsen finder vi Better Enery, der pt. har gang i to solcelleprojekter til en samlet sum på 820 mio kr. Det ene og langt største projekt til 800 mio. kr. omfatter etablering af et solcelleanlæg på et 218 hektar stort areal ved Landerupgaard i Viuf, der ligger i både Vejle- og Kolding Kommune. Anlægges forventes at kunne producere 200 mio. kWh årligt, hvilket svarer til ca. 50.000 enfamiliehuses elforbrug. Solcelleparken forventes at stå færdig til juli.
A. Enggard og pensionskassen PKA snupper 6. pladsen ved at de i fællesskab er ved at opføre 346 DGNB Guld-certificerede primært lejeboliger, fællesfaciliteter og udadvendte erhverv for samlet 475 mio. kr. på Pakhuskajen i Odense samt 2. etape i Slagteribyen, hvor der opføres 225 boliger. Også dette projekt til 300 mio. kr. er i Odense, hvor A. Enggard i slutningen af 2022 etablerede hovedkontor for afdelingen i Syddanmark.
Bygningsstyrelsen på en 7. plads er også værd at nævne, da styrelsen opfører det 700 mio. kr. dyre Woodhub – et 31.000 kvm kontorknudepunkt i Odense i varierende højder fra 4-7 etager. Bygningen skal huse 7 statslige kontorer og styrelser med tilsammen 1.600 arbejdspladser. På toppen etableres taghaver på to af byggeriets tagflader. Byggeriet forventes færdigt i marts 2025.
Som nummer 8 på listen blander Lego-koncernen sig med det moderne, 700 mio. kr. dyre campus-byggeri Kornmarken, der opføres til LEED Platinum og forventes at stå færdigt i december 2025.
Kornmarken Campus, der samler alle medarbejdere på ét sted, vil forbinde den eksisterende Lego-fabrik med en ny bygning på 46.000 kvm på et projektområde med et samlet areal på 37,5 hektar. Udvidelsen vil bl.a. omfatte nye kontorlokaler, mødelokaler, kantine, laboratorier, testfaciliteter, værktøjsbutikker og nye støbeområder.
I det omkringliggende område anlægger Lego-koncernen desuden en park, som vil være åben for offentligheden.
Sidst på Top10-listen finder vi Taulov Dryport i Fredericia, der pt. opfører ét af Danmarks største lav-emissions lagerbyggerier på 97.000 kvm med en entreprisesum på 620 mio. kr. Byggeriet blev sat i gang i marts 2023 – uden at bygherren havde en eneste lejer på plads.