Der er endnu ikke gået et halvt døgn siden branden på Børsen blev opdaget, men der er allerede flere forskellige røster, der taler for en genopbygning af den nu delvist nedbrændte bygning, som Dansk Erhverv ejer og har brugt som domicil.
Særligt har der været tale om genetablering af det ikoniske spir med fire sammensnoede dragehaler og de tre kroner, der symboliserede storriget bestående af Danmark, Norge og Sverige.
Læs også: Børsen brænder: Ikonisk spir er styrtet til jorden
Christian d. 4’s var bygherre på Børsen, og det var hans ønske at få opført tårnet på toppen af bygningen og spiret af bly med de fire drager med sammensnoede haler. Dragerne skulle beskytte Børsen mod fjender og ild, og det er lykkedes – indtil i dag.
Vil gøre alt
Blandt andre folketingsmedlem og kulturordfører for Venstre, Jan E. Jørgensen, har været klar i mælet på X. Her skriver han:
‘Børsen må og skal genopføres. 400 år gammelt. Vel det mest ikoniske bygningsværk i København. Alle kræfter må forenes for at få dette gamle, smukke hus genopført i al sin magt og vælde’.
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne var hurtigt ude på X, hvor han skrev, at han vil gøre ‘alt hvad jeg kan, for at dragespiret igen kommer til at tårne sig op over København’.
Dette udsagn står dog foreløbigt for egen regning og er ikke en egentlig regeringsholdning.
På et pressemøde kl. 16 lægger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, der ejer Børsen, hovedet på blokken:
– Vi har besluttet os for, har jeg aftalt med min formand, at no matter what, så genopbygger vi Børsen.
En helt forfærdelig dag
Nu opfordrer også samtlige syv borgmestre på Københavns Rådhus til, at bygningen bliver genoprettet:
– Det er en helt forfærdelig dag. Børsen er ikke bare en vigtig del af hele Danmarks kulturhistorie. Bygningen repræsenterer så meget mere, ikke mindst håndværksmæssig kvalitet og traditioner. Alt det står nu i flammer. Derfor vil Københavns Kommune også gøre alt, hvad vi kan og må for at understøtte, at den gamle Børs bliver genopbygget. Bygningen er simpelthen vital for København og hele Danmarks kulturhistorie.
Læs også: Rørt Brian Mikkelsen: “Det er en kæmpe katastrofe”
Sådan lyder det på tværs af partiskel fra overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, teknik- og miljøborgmester Line Barfod, børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken og socialborgmester Karina Vestergård Madsen.
De tilføjer:
– Det er vigtigt, at vi som samfund – privat, offentlig, virksomheder og institutioner – nu arbejder sammen om at få genrejst den ikoniske bygning. Vi vil derfor række ud til Dansk Erhverv og gå i dialog om, hvad vi kan gøre. Vi kan ikke undvære Børsen. Det er nu, vi skal vise, hvad vi er gjort af. For byens og hele Danmarks historie.