Med øgede krav til byggebranchen om at bygge mere klimavenligt og reducere ressourceforbruget samt stigende materialepriser har bl.a. boligbyggeriet oplevet et markant fald de senere år.
Og det en udvikling, der har kunnet mærkes i store dele af industrien.
Læs mere: Boligbyggeriet er gået i stå – og fagentreprenørerne kæmper
Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik tyder dog på en smule lys i mørket for landets husbyggere, fortæller seniorøkonom Lasse Lundqvist, Prognosecenteret, der har set nærmere på tallene.
Disse viser, at producentpriserne for et enfamiliehus fra 2022 til 2023 steg med 10 %, mens byggeomkostningerne steg med 4 %:
– Prisen på et enfamiliehus er fra 2022 til 2023 steget dobbelt så meget, som byggeomkostningerne, og det kan betyde højere fortjeneste, end man havde regnet med.
Stabilt højt niveau
Seniorøkonomen forklarer, at materialepriserne, der galoperede afsted i 2022, samlet set har ligget stabilt på et nyt højt niveau i 2023:
– Dét har indflydelse på fortjenesten, eftersom at købsprisen oftest aftales lang tid før, huset står færdigt, og når man historisk set har haft en ekstrem materialeprisudvikling, indprises dette i købsprisen grundet en fortsat forventning til fremtidige omkostningsstigninger.
– Alt andet lige er det positivt for mange husbyggere, som har tabt fortjeneste i løbet af 2020-2022 pga. en kombination af høje materialeprisstigninger og fastpriskontrakter. Derudover kan man som køber af et nybygget hus forvente, at producentpriserne stiger mindre i fremtiden, som følge af det stabile niveau for byggeomkostningerne.
Læs også: Byggeriet trækker importen til sig – og bruger flere leverandører
Lasse Lundqvist understreger dog, at denne udvikling ikke omfatter hele branchen:
– Når omkostningerne er steget mindre end forventet og derfor mindre end købspriserne, betyder det som sagt, at de høje materialeprisers udhulning af fortjenesten har fået mindre effekt. Men det afhænger også af, hvornår man har indkøbt sine materialer, og hvornår man har aftalt købsprisen for boligbyggeriet.