Vægge opbygget af halmbaserede elementer fra Ecococon og skalmuret med hempcrete-blokke fra Havnens Hænder med kalkpuds udvendigt og lerpuds indvendigt. Taget består af en trækonstruktion med træspåner, mens de indvendige lofter er beklædt med CO2-reducerede gipsplader.
I Aalborg-bydelen Tranders Høje er PKAE Ejendom, som pensionsselskabet PKA og entreprenørvirksomheden A. Enggaard står bag, gået i gang med at opføre tre rækkehuse på hver 100 kvadratmeter i de biogene materialer halm, industriel hamp, ler, kalk og træ.
Ved at udvikle og afprøve de alternative byggematerialer og -metoder i praksis forventer bygherren at sætte yderligere skub i den grønne omstilling af byggeriet.
– Vi bruger veldokumenterede byggematerialer, som er langt i modningsprocessen, men som endnu ikke findes i egentlig storskala-produktion. Samtidig har vi måttet støve nogle gamle håndværksmæssige metoder af i samarbejde med nogle af vores underentreprenører. Det gælder eksempelvis den indvendige lerpuds, som kun få håndværkere mestrer i dag, siger entreprenør Asger Enggaard fra A. Enggaard.
Fokus på alternative inder- og ydervægge
Projektet har først og fremmest fokus på at bygge alternative inder- og ydervægge, og her viser en LCA-analyse fra Ekolab, at anvendelsen af de biogene materialer medfører en reduktion af CO2-udledningen med godt 60 % sammenlignet med traditionelle materialevalg.
LCA-analysen viser også meget tydeligt, hvilke bygningsdele der er mest klimabelastende, og det bidrager til læring hos både ledelse og medarbejdere i A. Enggaard og PKA.
Læs også: Isolering: Brandtest åbner op for flere biobaserede konstruktioner
De første tre rækkehuse efterfølges af en række testbyggerier forskellige steder i landet, der skal indgå i rigtige byggerier og efterfølgende bebos af private, der skal afprøve de nye boligformer. Ejendomsdirektør Nikolaj Stampe fra PKA siger:
– Dansk byggeri er baseret på velafprøvede byggematerialer og -metoder, og sådan bør det også være. Men der er behov for, at vi tør afprøve nye og anderledes materialer og håndværk i praksis, så vi blandt andet kan hjælpe producenterne med proof of concept. For først derefter kan produktionen af de nye løsninger blive opskaleret og mere bredt blive anvendt i nye byggerier. Det er denne proces, vi gerne vil være med til at fremme via vores testbyggerier.
Skal være reelt bæredygtigt
Planlægningen af de næste testbyggerier i Aarhus og København er allerede i gang og forventes at blive færdigbygget i de kommende år. Ved at sætte nye materialer og metoder på landkortet håber folkene bag ejendomsselskabet at kunne inspirere resten af branchen:
– Omstillingen af byggeriet er i fuld gang, men det er vigtigt, at det sker på en forsvarlig og sikker måde med respekt for hele værdikæden – ellers ender det ikke reelt bæredygtigt. Derfor mener vi, at det er helt afgørende at understøtte nye byggematerialers fremvækst i rigtige byggeprojekter, og herigennem markedsafprøve byggeproces og færdige boliger, forklarer Asger Enggaard.
Læs også: Fejlfrit, før tid og under budget: MiniCo2-huse viser gode resultater
De tre rækkehuse forventes at stå færdige til sommer, hvorefter de skal udlejes som boliger:
– Det er vigtigt for os både at teste, hvordan det er at bebo husene, men også at foretage en markedsafprøvning. Derfor vil husene i første omgang være lejeboliger, så risikoen ligger hos os som bygherrer og ikke hos beboerne, siger Nikolaj Stampe afslutningsvis.