Når man fra 2025 kan tage den første tur med letbanen mellem Lyngby og Ishøj, bliver det med to stop i Brøndby.
Her kører letbanen langs Søndre Ringvej, og de to letbanestationer skal anlægges i krydset Søndre Ringvej/Park Allé (Kirkebjerg Station) og i krydset Søndre Ringvej/Vallensbækvej (Brøndbyvester Station).
Læs også: Fremskridt på E45: Løfter ny bro på plads
Bara-land landskabsarkitekter har vundet opgaven som totalrådgiver og skal nu udarbejde et skitseprojekt til de to kommende letbane-forpladser:
– Med letbanen bliver det nemt og hurtigt at rejse på tværs af hovedstaden. Derfor skal vores stationer og stationsforpladser naturligvis indrettes med et moderne og grønt udtryk, så det bliver en god oplevelse at rejse med letbanen. Det skal med andre ord både være trygt og nemt at komme til og fra letbanen i Brøndby, fortæller borgmester Kent Magelund.
Funktioner og særkende
På begge stationsforpladser vil der være plads til alle de funktioner, der naturligt følger med en letbanestation.
Det gælder bl.a. cykelparkering, læskur til busstop, informationsstandere og bænke, og som led i Brøndbys klimaplan bliver der også gjort plads til nye services som delecykler og deleløbehjul.
Læs også: Fremtidens havn skal være grøn. Erhvervsfyrtårn søgte løsninger
Desuden vil der blive arbejdet med at gøre begge forpladser til et særkende for Brøndby Kommune, ligesom der vil blive skelet til designmanualen for Kirkebjerg byudviklingsområde, når forpladserne til de to kommende letbanestationer skal udformes.
Byggeriet af selve letbanen er i fuld gang i Brøndby og anlægsarbejdet, som skal gøre det muligt at få plads til letbanen, er 90 % færdigt.