Den svømmeglade del af den danske befolkning kan godt glæde sig: 2024 bliver et år, hvor ikke færre end fem svømmehaller åbner – heraf er tre helt nye mens to genåbner efter omfattende renovering. To svømmehaller åbner i hovedstaden, den ene – Frederiksberg Svømmehal – genåbner efter en renovering, der er trukket ud pga. fejl, mangler og uoverensstemmelser mellem bygherre og entreprenøren, mens Arenakvarteret i Ørestad får både ny svømmehal og skole med idrætshal.
Svømmehallen bliver ca. 3.500 kvadratmeter og integreres i skolens stueetage, der indrettes som et kommunalt hus med udadvendte tilbud.
Borgerne i Næstved og omegn kan se frem til at tage et af Sjællands største vandlande i brug, når Næstved Svømmebad åbner i slutningen af året. Her kan 630 besøgende i timen boltre sig i tre store bassinrum indeholdende et 50 meters bassin, et 25 meters bassin med vipper til udspring, et morskabsbassin, et varmvandsbassin samt en 80 meter lang vandrutsjebane.
I Aars i Vesthimmerlands Kommune kan de se frem til et spritnyt, topmoderne og 2.638 kvm stort svømmecenter med 50 meter bassin, udsprings-, børne- og varmtvandsbassin. Dertil kommer bl.a. livredder- og personalefaciliteter, omklædning med sauna, klublokaler og -faciliteter samt et stort foyerområde. Hele herligheden koster 105 mio. kr.
Også tre nye idrætshaller står færdige i indeværende år. To helt nye haller kan tages i brug i hhv. Lystrup ved Aarhus og i Solrød, mens Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev genåbner efter renovering af taget på både svømmehal og centerhal samt tilbygning af en ny idrætshal på 46×26 meter med springgrav, ankomstareal, møde/flexfaciliteter, padeltennis, fitness/motionsrum og glasgang til det tilstødende vandrehjem.
Værd at vente på
Der er også lidt i vente til dem, der er til det lidt mere finkulturelle. Øverst på listen ligger nemlig Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have i København, hvor der udover ombygning af eksisterende bygninger i Sølvtorvskomplekset også opføres 6.000 nye kvadratmeter – bl.a. til underjordiske udstillingsrum.
Budgettet, der lyder på 1,2 mia. kr., har bl.a. fået støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der har doneret 166 millioner kroner til projektet.
Det opdaterede museum skulle oprindeligt have været færdigt i 2022, men nu ser det ud til, at byggeriet står færdigt i april 2024 og at den nye museumsbygning åbner for publikum i slutningen af 2025.
Se også her, hvordan de 2.000 stålrammer, der udgør Oceansalens kuppel, tager sig ud. Stålrammerne vejer tilsammen cirka 48 tons.
Fjerner etagedæk
Også i Carlsberg Byen er der mere kultur at se frem til. Her forvandles det industrielt prægede Kedelhuset, der blev opført til Carlsberg i 1925-28, til et kulturfyrtårn med dansescene til lejeren, kulturinstitutionen Dansehallerne.
Til efteråret afsluttes første etape af en omfattende og 44 mio. kr. dyr renovering af Nyt Viborg Museum, der får til huse på Gråbrødre Kirkestræde i det bevaringsværdige tidligere Vestre Landsret, der er opført i 1919.
Her har der været gang i både istandsættelse af facaden, en gennemgående indvendig renovering, etablering af ny hovedindgang samt ombygning. Bl.a. er etagedæk mellem stueetagen og op til 2. sal fjernet. I stedet etableres en synlig, stabiliserende stålkonstruktion i det etablerede atrium med trappe og elevator.
Når museet åbner igen i 2025, bliver det under navnet Museum Wibergis, som er en latinsk betegnelse for Viborg.