Fakta om PCB
- – PCB er en forkortelse for Poly-Chlorerede Biphenyler, og det er en uønsket miljøgift, der kan skade mennesker og miljø
- – PCB blev tidligere brugt i byggematerialer og i industrien, indtil man i 1970’erne fandt ud af, at stoffet er skadeligt
- – PCB kan være helbredsskadelig, men formodes ikke at medføre akut sygdom. Ved langvarig udsættelse for høje værdier er der set skader på hud og forplantningsevne.
- – Herudover er langtidsophobningen af PCB sat i forbindelse med skader på lever, skjoldbruskkirtel, immunapparat og hormonsystem.
- – PCB mistænkes for at være kræftfremkaldende.
- Kilde: pcb-guiden.dk
Det har taget mere end to år at rive de fem 16. etagers PCB-fyldte højhuse i Brøndby Strand ned, men tidsplanen holdt, og nu er nedrivningen tilendebragt.
Første betonelement fra højhus 1 blev hejst ned i slutningen af august 2021, siden er etage for etage af de fem højhuse forsvundet og nu er den karakteristiske skyline i Brøndby Strand for evigt ændret.
Bag den omfattende nedrivning, står nedrivningsfirmaet Kingo Karlsen, der i 2020 skrev kontrakt med de tre boligorganisationer BAB, PAB og Tranemosegård. Den samlede tilbudssum for nedrivningen var på 118,5 mio. kr. inkl. moms.
Herefter begyndte detailplanlægningen. Efter tre år er det hele nu vel overstået, og divisionschef og projektleder Nico Jørgensen i Kingo Karlsen ser tilbage på opgaven med stor tilfredshed:
– Det har været en virkelig spændende opgave. (…) Vi vidste godt, at det ville blive en krævende, men også lærerig opgave, og sandheden er, at vi kæmpede lidt med højhus 1, men allerede fra højhus 2 begyndte takten at holde. Faktisk var takten så effektiv, at vi blev hurtigere færdige. I vores oprindelige udbudstidsplan skulle højhusene være nede, så trafikken kunne åbnes senest d. 06.12.2023, og vi åbnede trafikken allerede d. 18.10.2023, så det var små ni uger før den oprindelige plan. Det var en fed følelse, siger han.
PCB-holdig fugemasse
De tre boligorganisationer så sig nødsaget til at sætte nedrivningen af de fem blokke i Brøndby Strand Parken i værk, da der var brugt byggematerialer med det sundhedsfarlige og potentielt kræftfremkaldende kemikalie PCB. Det blev bl.a. fundet i den fugemasse, der var benyttet mellem betonelementerne, langs døre og vinduer mv.
Samtidig var omkostningerne ved en renovering så store, at det blev besluttet at rive blokkene ned – blot 50 år efter de blev bygget.
– Det var en meget svær beslutning at tage, men vi havde ikke noget valg pga. PCB-koncentrationen i husene, siger Ulrik Brock Hoffmeyer, direktør i Bo-Vest, der administrerer Tranemosegård.
Det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med de tomme grunde, når højhusene er revet ned. Boligselskaberne, der ejer grundene, er i dialog med Brøndby Kommune om mulighederne for, hvad der kan/skal bygges eller anlægges på de tomme pladser.
Dialogen er en del af samarbejdet omkring kommunens store byudviklingsplan Fremtidens Brøndby Strand.