FRI’s medlemsvirksomheder tæller nogle af de tungeste spillere inden for byggeriet. Det er de rådgivervirksomheder, der skaber designet og beregner bygningernes klimaaftryk, og vi har derfor god erfaring fra virkeligheden at byde ind med, både ift. hvordan kravene virker i dag, og hvordan de bedst kan skærpes fremadrettet.
Budskabet fra FRI er klart:
En skærpet regulering er afgørende for at flytte byggeriet mod et lavere klimaaftryk end i dag. Reguleringen skal være ambitiøs, men samtidig må den ikke forhindre os i at opfylde moderne samfundsbehov. Vi kommer til at anstrenge os for at kunne opfylde kravene og sikre, at byggeriet bidrager til opnåelse af Parismålene.
Læs også: FRI: Endelig landede en aftale om CO2-lagring
De syv korte anbefalinger fra FRI til ambitiøse klimakrav i bygningsreglementet er:
1. Alt nybyggeri skal omfattes af LCA-krav, uanset om bygningen er opvarmet eller ej
2. Tilbygninger skal betragtes som nybyggeri
3. Der skal indføres differentierede grænseværdier baseret på bygningstype:
(1) parcel- og rækkehuse op til 2 etager,
(2) etageboliger,
(3) andre bygninger som kontorer, institutioner, skoler osv., og
(4) bygninger over 50 m2, som ikke er omfattet af energirammeberegninger.
4. Der skal implementeres flere livscyklusfaser (A4, A5, B1 og B2) og bygningsdele i LCA-beregningen for at sikre, at vi får mere reelle CO2e-beregninger
Læs også: FRI: AB-fravigelser er en dyr fornøjelse for alle
5. Der skal fastsætte defaultværdier for materialer, hvor vi mangler specifik viden om klimaaftrykket, men også for materialer, hvor der findes data. Dette vil forenkle arbejdet med beregningerne. Men det er samtidig vigtigt, at disse værdier sættes højt for at fremme anvendelsen og udbredelsen af produktspecifikke data.
6. Der bør indføres et krav om LCA-beregninger for renoveringer over 1.000 m2 fra 2025 og indføres egentlige grænseværdier fra 2027. Dybe renoveringer og transformation af bygninger skal betragtes som nybyggeri.
7. Der skal udvikles en ny metode til fastsættelse af kommende grænseværdier, baseret på potentialer og ikke kun på tidligere praksis.
Differentierede krav vil gøre en stor forskel
Særligt ved vores anbefaling nr. 3 har vi mulighed for at være klimaambitiøse i hele byggeriet. Det er simpelthen ikke ambitiøst nok med én grænseværdi, og vi skal anerkende, at det er sværere at bygge med en lavere CO2e pr m2, når der er tale om en kontorbygning eller et kollegiebyggeri end f.eks. et parcelhus.
Det er ikke besværligt med differencerede krav. Vi skal jo allerede ved ansøgning om byggetilladelsen vide, hvilken type bygning vi ønsker at bygge, og metoden for udregning af grænseværdien er ens uanset bygningstype.
Læs også: FRI: Regeringens klima-nødplan er for snæver
Vi kan i byggebranchen arbejde med ambitiøse klimakrav, men det kræver, at vi samarbejder særligt i de indledende faser, hvor vi har størst mulighed for at ændre designet af en bygning og valg af materialer.
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, er brancheforening for rådgiver- og ingeniørvirksomheder. Medlemsvirksomhederne beskæftiger ca. 35.000 medarbejdere i Danmark og internationalt og har en global omsætning på ca. 35 mia. kroner.