‘Fremtidens klimavenlige hovedstad’ er en del af titlen på Københavns Kommunes kommuneplanstrategi 2023, som borgerrepræsentationen i Københavns Kommune netop har vedtaget. Den leder frem mod Kommuneplan 2024, der indeholder konkrete forslag til den fysiske planlægning og udvikling af hovedstaden frem mod 2036.
Det lokalpolitikerne vil have, er en blandet, klimavenlig by med betalbare boliger, flere andelsboliger, ejerboliger og almene boliger, grønne områder og en infrastruktur, der sørger for kort transporttid mellem hjem, arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter.
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen siger:
– Det er vigtigt, at København aldrig står stille. Hovedstaden skal fortsat udvikle sig med mere københavnerliv, hvor en bedre hverdag går hånd i hånd med at leve i en sund, bæredygtig og levende by. Kommuneplanstrategien er der, hvor vi har det lange og ambitiøse lys på i udviklingen af København, inden vi sammen med københavnerne skal definere planen for byens udvikling de næste 12 år.
Den rivende udvikling, København befinder sig midt i, vil de kommende år blive endnu mere synlig, efterhånden som der bliver bygget nyt i bl.a. Ørestad, Nordhavn og Tingbjerg hvor der f.eks. bliver opført en ny multihal de kommende år.
Også på arealer som Kløvermarken og Refshaleøen, hvor By & Havn allerede har en idékonkurrence i gang, er der potentiale for byudvikling ifht. nye bolig- og erhvervsområder.
– Mine prioriteter er klare: Vi skal skabe de rigtige rammer for en bæredygtig byudvikling med plads til nye boliger og forskellige boligtyper, så København kan være en by til alle faser i livet. Vi skal tænke klimaet ind i alt, hvad vi gør, og sikre, at naturen bliver hevet helt ind i københavnernes hverdag. Og vi skal bevare byens sjæl, så vores historie føres med ind i fremtidens København, siger overborgmesteren.
Mere boligmangel i 2030
Befolkningstallet i Danmark forventes at stige med ca. 370.000 personer frem til 2050 – det samme gør antallet af borgere i København, hvor ca. en fjerdedel af den samlede befolkningstilvækst forventes at finde sted. Kommunens egen befolkningsprognose viser, at Københavns befolkning i samme periode forventes at stige med ca. 100.000 personer.
I kommunens egen boligredegørelse for 2023 kan man bl.a. læse, at den almene sektor har haft ekstra svære vilkår i den seneste tid, hvor byggesektoren generelt har været ramt af afmatning på grund af bl.a. nedlukninger og forsyningsproblemer under coronapandemien samt stigende bygge- og materialepriser.
‘Det har resulteret i en række forsinkelser ift. igangsættelse af nye projekter.(…) Særligt for de almene byggeprojekter er dog også, at de er begrænset af et statsfastsat maksimumsbeløb, som har til hensigt at sikre, at huslejen i de nye bo liger ikke bliver for høj. Det har gjort det meget svært at få projekternes økonomi til at hænge sammen i København.’
‘Byggeriet og dermed udvidelsen af den københavnske boligmasse har ligget på et historisk højt niveau siden 2016. I 2022 endte boligproduktionen imidlertid på et noget lavere niveau end de foregående år, og de foreløbige tal for 2023 indikerer en afmatning i boligproduktionen,’ står der at læse.
De seneste 10 år er der opført omkring 48.000 nye boliger i kommunen. Heraf er ca. 5.000 almene, hvilket svarer til ca. 10 %. Den lavere byggeaktivitet i både 2022 og 2023 forventes at give et underskud af boliger i København i 2030 på ikke mindre end 16.000 boliger, viser tal fra Danmarks Statistik.
Forventes vedtaget i december 2024
Kommuneplanstrategien peger bl.a. også på potentialet for nye forbindelser, der åbner udsatte boligområder op mod den øvrige by. I det hele taget vil flere nye forbindelser som cykel- og gangbroer, tunneller og bedre krydsningsmuligheder kunne binde København bedre sammen, så København bliver en mere sammenhængende by, hvor alle nemt kan komme rundt – og også nemt finde vej til grønne arealer, fritidsaktiviteter og vandet.
Læs også: Se dem her: De nye metrostationer binder København bedre sammen
Økonomiforvaltningen vil med udgangspunkt i Kommuneplanstrategi 2023 og forskellige baggrundsanalyser udarbejde et første udkast til en ny kommuneplan, hvorefter der følger politiske behandlinger samt interne og offentlige høringer.
Kommuneplan 2024, der indeholder konkrete forslag til den fysiske planlægning for København, forventes at blive vedtaget af borgerrepræsentationen i december 2024.