Opførelsen af første fase for Lynetteholmen er overstået, og projektet træder nu videre ind i anden og sidste fase med et mere klimavenligt udtryk end forventet.
Læs også: Lynetteholm på vej: Sidste 5,4 km stendæmning står klar i 2026
Entreprenørvirksomhederne Per Aarsleff og Munck Havne & Anlæg, der har stået bag de to entrepriseopgaver i første fase, meddeler nemlig, at man har skabt en samlet besparelse på 4.616 ton CO2 i forbindelse med opførelsen.
Det svarer til en minimering på 17,6 % ift. den forventede udledning, og de positive resultater giver ifølge Hans Vasehus, havnebygmester og anlægschef for By & Havn, anledning til at kigge videre frem:
– Det har været en fornøjelse at se, hvordan der er arbejdet målrettet med at spare på CO2-udledningen ifm. anlægget af fase 1. Forud for fase 2 har vi højnet kravene endnu mere, og Aarsleff har allerede i udbudsfasen præsenteret mange spændende forslag til, hvordan udledningen af CO2 yderligere kan begrænses under anlæggelsen af fase 2, fortæller han.
CO2-reducerende initiativer
Begge entreprenørvirksomheder har monitoreret CO2-udledningen løbende med opførelsen, og de registrerede besparelser er blandt andet sket på baggrund af til- og fravalg af arbejdsmetoder, transportformer og materialevalg.
– Lynetteholm er et af de første store projekter, hvor vi har arbejdet struktureret med bæredygtighed og CO2-reducerende initiativer. Det er tydeligt, at bæredygtighed fylder mere og mere ikke bare i planlægning og projektering, men også blandt vores medarbejdere i produktionen. Og det er netop vigtigt for hele den grønne omstilling, at vi forholder os til vores ressourceforbrug i alle afkroge af et projekt, fortæller Lise Lund, bæredygtighedsansvarlig på Lynetteholmprojektet for Per Aarsleff.
Per Aarsleff har efter første fase opnået en CO2-besparelse på 2.637 ton, hvilket svarer til 14 % af det forventede niveau for deres arbejdsopgaver.
Læs også: Aarsleff skal også stå for Lynetteholms fase 2
Munck Havne & Anlæg havde opgaver med en forventet CO2-udledning på 6.721 ton, og i opførelsen skabte virksomheden en besparelse på 1.974 ton svarende til 29 % af det i forvejen estimerede niveau.
Besparelserne er blandt andet sket på baggrund af en udskiftning af almindelig spuns med den såkaldte ecospuns, valg af togtransport frem for lastbiltransport og ved at tænke genbrugsmaterialer såsom knust beton og slagger ind i projektet.