Aluflam fyldte 80 i år: Facader fra baggården til USA og Dubai

Fra beskedne vilkår i en baggård i Ringstedgade i Roskilde har virksomheden udviklet sig over tre generationer og beskæftiger i dag flere end 400 medarbejdere på egne og associerede fabrikker i Europa, USA og Australien.
I spidsen for koncernen står Peter Birck, der sammen med familien har ført sin farfars og fars virksomhed ud på det internationale marked med egne fabrikker og eksport til flere kontinenter.
I spidsen for koncernen står Peter Birck, der sammen med familien har ført sin farfars og fars virksomhed ud på det internationale marked med egne fabrikker og eksport til flere kontinenter.

Siden 1943 har familievirksomheden Aluflam leveret facadeløsninger i form af helt almindelige aluminiumsdøre og -vinduer til detailhandel, kontorbygninger og boliger.

I dag produceres produkterne på egne fabrikker, hvor profilerne ekstruderes fra det rå aluminium over lakering til færdig montage. På fabrikkerne er der også designafdelinger og montagespecialister, som sammen med bygherrerne og deres rådgivere kan udvikle dét udtryk, der ønskes leveret til den pågældende facade.

Den lille håndværksvirksomhed A. Birch Christiansen etablerede sig i Roskilde i 1943.
Den lille håndværksvirksomhed A. Birch Christiansen etablerede sig i Roskilde i 1943.

Men for 40 år siden var verdenen en anden, og særligt for den 17-årige Peter Birck, der i dag står i spidsen for koncernen, ændrede den sig pludseligt:

I 1983 døde faren Poul Birch Christiansen uventet, og hustruen Jytte stod pludselig med ansvaret for virksomheden. Peter Birch var stadig i lære som klejnsmed:

– Vores værkfører Albert Jensen og medarbejderne var virkelig en god støtte for mor i de første år, mens jeg gjorde min læretid færdig, fortæller adm. direktør og 3. generation og fortsætter:

– Ret beset, så tænkte vi nok ikke så meget over tingene og lagde ikke avancerede strategiplaner, men gik i gang med vores forskellige opgaver. Det var lige i tiden med kartoffelkuren, så krisen kradsede, og vi måtte bare smøge ærmerne op. Der skulle jo betales husleje, medarbejderne skulle have løn, og kunderne skulle have dét, de havde bestilt.

Moren tog over, mens skolen blev gjort færdig

Efter nogle år, hvor Peter Birch ved siden af læretiden hjalp i familievirksomheden aftener og weekender, blev han udlært hos AC Stål i Osted i 1986 og startede formelt som direktør i virksomheden i en alder af 20 år.

Læs også: Konkurser slår ny rekord: Kraftigt signal om økonomisk afmatning

Mens moren skrev tilbud rent og stod for det administrative, varetog værkføreren Albert Jensen sammen med 5-6 svende opgaverne med produktion og montage. Peter Birck tog fat på det opsøgende salg:

– Ud over facadeløsninger begyndte vi også at producere udestuer, og det gik faktisk ret godt. På et tidspunkt fik vi en opgave i Berlin for Rasmussen & Schiøtz, der siden blev en del af NCC, og vi kunne ikke rigtig være i de små lokaler i baggården længere.

En grund ved siden af Fejersen Entreprise på Langebjergvænget i Roskildes nye industrikvarter blev derfor købt, og her byggede virksomheden de lokaler, den stadig bor i.

Stiftede Aluflam og klarede tab på en halv mio.

Efter ordren til Rasmussen & Schiøtz begyndte Kay Wilhelmsen også at bestille produkter hos Roskilde-virksomheden, som på det tidspunkt var kendt under navnet ABC Facader. Det samme gjorde Sjælsø Entreprise og andre store entreprenørfirmaer.

Ved indvielsen af Aluflam Extrusion-fabrikken i 2022. På billedet ses fabrikkens direktør Rimas Martikaitis (tv), bestyrelsesformand Jytte Christiansen Kjær og Peter Birck.
Ved indvielsen af Aluflam Extrusion-fabrikken i 2022. På billedet ses fabrikkens direktør Rimas Martikaitis (tv), bestyrelsesformand Jytte Christiansen Kjær og Peter Birck.

– Som følge af ordrerne fra Tyskland er vi på flere messer for at sondere markedet. Jeg havde allerede som 17-årig været af sted med toget for at deltage i en BAU-messe i München og havde her stiftet kendskab med et tysk firma, der kunne producere en række løsninger i aluminium frem for stål. De ledte dengang efter et dansk firma, der kunne producere på licens for dem i Danmark, og det blev os. Vi stiftede firmaet Aluflam i 1996, fortæller Peter Birck og uddyber:

– Og det var ganske heldigt. For da Kay Wilhelmsen gik ned og påførte os et tab på en halv million, så kunne vi godt klare dét tab. Men da Sjælsø uretmæssigt holdt penge tilbage for en leverance til SAP-hovedkontoret på Amerikakaj, så trak de ABC Facader med sig ned. Vi lagde sag an og vandt i 2004 hele beløbet med renter, så vi kunne betale vores underleverandører. Men da var ABC Facader fortid.

Nytænkning og speciale i brandløsninger

Aluflam kunne derimod fortsætte, og med den første af mange ordrer fra entreprenørvirksomheden Arpe & Kjeldsholm til Københavns Lufthavn fortsætter produktionen i Roskilde på fornyet styrke. Den skelsættende begivenhed, der krævede nytænkning i familievirksomheden, blev samtidig starten på en specialisering inden for brandsikre løsninger.

Læs også: Over 1,5 mio. m2 ledige lokaler – “Der er stadig stor efterspørgsel”

– Vi kunne se, at der ud over de traditionelle vinduer og døre var et stigende behov for brandsikre løsninger. Eksempelvis er der faktisk højere krav til et hotel end til et plejehjem, fortæller Peter Birck, der sammen med førende teknologiske institutter fik installeret egne faciliteter til brandtests.

Litauen, USA, Australien og Dubai

I 2000 købte Aluflam et mindre værksted i Litauen, installerede nye maskiner og opstartede produktion under navnet UAB Aluflam. Dermed havde den danske familievirksomhed etableret et brohoved til det central- og østeuropæiske marked, hvor stigende velstand satte gang i efterspørgslen på kvalitetsløsninger i byggeriet.

Fem år senere fik Peter Birck kontakt med vestjyden Carl og kollegaen Pete, som arbejder for en dansker, der producerer tanke i USA. Virksomheden blev solgt til en canadisk koncern, og Carl rejste sammen med Pete tilbage til Danmark for at researche om sikkerhedsprodukter.

Her kontaktede han Aluflam og fik blod på tanden til at etablere lignende faciliteter i Californien, hvor Carl, Pete og Peter gennem et joint-venture selskab etablerede produktion i Huntington Beach i 2008. Men allerede i 2011 blev disse faciliteter for små og Aluflam USA flyttede til større faciliteter i Cerritos, hvor der i dag er 40 beskæftiget i produktionen.

E.C. Hansens Hus, der er IT-koncernen Vismas domicil i Carlsbergbyen. Aluflam har designet og selv produceret løsninger til byggeriet.
E.C. Hansens Hus, der er IT-koncernen Vismas domicil i Carlsbergbyen. Aluflam har designet og selv produceret løsninger til byggeriet.

På samme måde etableredes fælles selskaber med partnere i Australien og Dubai således, at de store markeder kunne dækkes af koncernens produkter og løsninger. Men trods verdenskriser og global konkurrence, er ordretilgangen fortsat støt og roligt. Så med den oversøiske vækst – og med væksten på de europæiske faciliteter i Litauen og på den polske fabrik, der blev etableret i 2015 – tog Aluflams ledelse endnu en strategisk beslutning:

I 2022 opførte koncernen yderligere en 8.000 m2 fabrik i Litauen lidt uden for Kaunas, hvor den europæiske produktion samles.

Læs også: “Stadig for høj usikkerhed om vurderinger på erhvervsejendomme”

Og dermed kan den tidligere, lille håndværks- og montagevirksomhed i baggården i dag løse alle opgaver i værdikæden fra ekstrudering af rå-aluminium, over udvikling, design, skæring og bukning til lakering og montage – og med referenceprojekter som Chrysler-bygningen i New York, flere af de Utzon-tegnede hoteller i København, ikoniske boligbyggerier som Bellahøj samt indkøbscentre, svømmehaller og nogle af Europas største skibsværfter.

Relateret indhold