Ifølge den danske affaldsstatistik bliver der hvert år genereret omkring 5 mio. tons bygge- og anlægsaffald. Det svarer til omkring 40 % af alt affald i Danmark.
Lidt over en tredjedel bliver genanvendt, men for at sikre en bedre sortering og mere genanvendelse opfører virksomheden Solum nu en robot til at klare arbejdet:
– I dag sorteres byggeaffald manuelt via en gravko, hvilket er en ineffektiv proces, der resulterer i minimal genanvendelse, fortæller Solums grundlægger og adm. direktør Christian B.S. Christensen.
Læs også: Investeringer i PropTech er mangedoblet – nu dannes start up-fond på 50 mio. kr.
– Ofte knuses det meste af affaldet og bruges som fyld til bl.a. anlæg af veje, hvilket ikke er højt oppe i affaldshierarkiet. Den nye robot repræsenterer derfor et markant skridt mod øget genanvendelse af byggeaffald, uddyber han.
Solum, der leverer græsplejeprodukter, vækstmedier og kompost, er specialiseret udviklingshus inden for grønnere løsninger til anlæg, byggeri og energi.
Præcis sortering i rene fraktioner
Den nye robot placeres ved siden af genbrugspladsen Argo i en opført telthal på 13 meter høj med støbte betonelementer.
Med sine sensorer kan den skelne mellem træ, glas, gips samt beton og sortere det ud i bestanddele næsten 100 %, så en langt større andel end hidtil derefter kan genanvendes, fortæller Christian B.S. Christensen:
– Med den nye robot forventer vi at kunne modtage 25.000 tons byggeaffald til sortering årligt. Robotteknologien vil samtidig muliggøre præcis sortering af affaldet i rene fraktioner, hvilket forbedrer genanvendelsesmulighederne betydeligt.
Læs også: Ny guide forenkler ESG-rapportering
Det blandede byggeaffald stammer fra forskellige genbrugspladser samt entreprenører og håndværkere, der leverer deres byggeaffald direkte til Solum.